Mange tak for denne store æresbevisning, den er selvfølgelig opløftende og inspirerende for mig at få – på alle måder.
Hvis man får en pris i Carl Th. Dreyers navn bliver man uvægerligt mindet om begrebet auteur.
Auteur.
Det er jo suset fra det 20. århundrede. De store patriarkers tid, feltherrer som Antonioni, Fritz Lang, Buñuel, Kubrick eller Hitchcock, der drev deres filmtropper frem i ubønhørlige panserslag. I samme åndederag kunne jeg lige så godt sige Rommel, Montgomery og general Patton.
Således er det også med vores egen Carl Th.
Man tænker på egensindighed, kompromisløshed – og store raserianfald – drevet af en stærk og original vision.
Da jeg begyndte i filmbranchen – for snart tyve år siden – hang disse forestillinger om instruktøren endnu ved. Det var helt acceptabelt – jeg vil næsten sige, det var forventet – at instruktøren var kantet, krævende, temperamentsfuld og egensindig. Til gengæld blev der holdt øje med, om man nu vidste, hvad man ville, og om man havde – ja, feltherrens overblik. Sådan var det dengang, ligesom i så mange andre fag og discipliner.
I dag er der mange flere skuldre at græde ud ved. I disse – tør jeg sige – mere feminine tider møder man som instruktør en omsorg og sjælesørgende interesse, som er uvant for mig, men som sikkert har hjulpet mange talenter til at blomstre på måder, de ellers ikke havde villet. Jeg kan dog godt være bekymret for, om der så bliver krævet den modydelse for omsorgen, at instruktøren er sød og rar og omgængelig. Det er fint, at film er et socialt fællesskab – det er jo en kollektiv kunstart – men hvis en film ender med at være det, som vi alle sammen kan blive enige om, og hvor processens skønhed er vigtigere end produktets, løber vi risikoen for det forudsigelige og det middelmådige.
Når det er sagt, må jeg også bekende, at en hvilken som helst auteur – ægte eller indbildt – jo er helt afhængig af de talenter, der kan holde ham eller hende ud, og som ofte fuldstændig uselvisk kaster sig ind i at forløse instruktørens vision. Hvis man skal opretholde en forestilling om sig selv som den store auteur, er det nok ret vigtigt, at man aldrig opdager, hvor ofte ens røv faktisk bliver reddet af andre, dygtige mennesker.
Jeg er så heldig, at rigtig mange af de mennesker, der har reddet mig fra katastrofer, er kommet her i dag. Jeg vil ikke begynde at nævne navne, for på grund af branchens flygtige natur er det efterhånden blevet rigtig mange. Men alle jer, der har delt en krise med mig på settet eller i klipperummet, ved, hvem jeg taler til, når jeg siger: Tak fordi I troede på mig og på de film, jeg havde sat mig i hovedet at lave.
Af Anders Østergaard | 06. februar