"Kære prismodtagere,
Lad mig først komme med en beroligende meddelelse. Jeg har ikke skrevet to taler i hver sin farve. Og det er ikke sandhedstaler. Der er kun én tale, en hyldesttale. Men det betyder jo ikke, at det er lutter løgn alt sammen ...
Thomas Vinterberg startede som en slags filmisk vidunderbarn, og selv om han omsider kan betragtes som definitivt optaget i de voksnes rækker, så har han jo i det forløbne år budt på mirakler. Årets mest berømmede og mest sete danske film, Festen, er blevet et af den slags gennembrud, som må være lidt af en belastning for den, som publikum og kritik kappes om at krone. Siden Cannes er hædersbevisningerne ret så ubønhørligt regnet ned over den unge instruktør. Omend den sidste tordenskylle måske lader vente på sig. Nu får vi se. Og jeg skal ikke nægte, at vi i priskomiteen seriøst ledte efter et alternativ til dette næsten alt for indlysende valg. Vi gjorde os faktisk umage for at komme udenom. Det lykkedes bare ikke. Så derfor er der her - måske lidt post festum - endnu en pris til Festen eller rettere: til Festens genstand.
I dansk film plejer selvransagelsen at sætte ind ved de store fejltrin, hvor man bagefter må spørge, hvad det var, der gik så galt. I tilfældet Festen er det anderledes. Her må man spørge, hvad i alverden det var, der gik så godt. Og svaret er vel, at det er den unikke kombination af historien og spillet i den virtuose cinematografiske servering.
Den intense historie om sønnens demaskering af den dæmoniske far ved en stor fødselsdagsfest i familiens skød, et aristotelisk drama med stringent overholdelse af tidens, stedets og handlingens enhed, er kraftfuldt materiale. Selvfølgelig kunne manuskriptet være realiseret som klassisk teatralsk filmkunst; men filmen præsenterer dette familieopgør, der ellers lægger sig ind i en teatertradition fra Strindberg til Norén, som et smidigt filmisk flow, skabt af det søgende, ransagende kamera, der ikke helmer, men bliver et utrætteligt redskab for sandheden, som trods alle forhindringer må frem, sådan som edsaflæggelsen i Dogme 95 kræver det: “My supreme goal is to force the truth out of my characters and settings.”
Og så er der spillet: skuespillerne får lejlighed til at spille ud og spille igennem i en grad, som den almindelige filmoptagelsesprocedure normalt forhindrer. Alle skuespillerne stråler som Natural Born Actors. Og de er instrueret, så det ser ud som den letteste ting i verden.
Det er vel obligatorisk, at vi lige må overveje det eventuelle åndsslægtsskab mellem prismodtageren og Dreyer: altså mellem Th. Vinterberg og Th. Dreyer. Parallellerne er måske ikke det mest iøjnespringende, man kan tænke sig. Men man kan da bemærke, at Dreyers personlige baggrund var en familiegyser af yderst melodramatisk tilsnit, så hysterisk som kun virkeligheden kan digte den - den markante begivenhed fandt jo netop sted i dag for 110 år siden, hvor en vis sydsvensk Frøken Nilsson nedkom i dølgsmål hos Fru Sorterup i Stormgade nr. 5. Ja, og så har jeg netop siddet og lavet billedtekst til en artikel i Den store Danske Encyklopædi om begrebet novellefilm. Og dér havde redaktionen valgt to billeder til illustration: Et fra Dreyers De nåede færgen, og ét fra Vinterbergs Drengen der gik baglæns. Og tænk, er det ikke underligt: begge film har som handlingsmæssig kerne - en motorcykelulykke. Så kør særligt forsigtigt i dag.
Nu har Dreyers Jeanne d’Arc, hvis indtægter er grundlaget for Dreyer-prisen, haft et af sine lukrative år, og derfor er det muligt for priskomiteen undtagelsesvis at uddele ikke en, men to portioner. Og vi har valgt at give den anden portion til en filmpersonlighed, ikke så meget for en aktuel bedrift, som generelt for en for dansk film og kulturliv betydningsfuld indsats på flere felter.
Vi synes, at Christian Braad Thomsen skal belønnes for hele den prisværdige energi, hvormed han gennem snart 30 år har sået og høstet på filmkunstens ager. (Han har også pløjet - men lad os nu skifte metafor).
Denne mand er en af de store ildsjæle, der gladeligt brænder sit lys i begge ender. Han er en idiosynkratisk idealist, der udfordrer systemet og sørger for at underkaste kulturen og samfundet en permanent polemisk ’CBT-scanning’. Han er der som en knurrende vagthund, ikke en bidsk politihund; han kunne ikke drømme om at bide sagesløse.
Christian er filminstruktør, filmimportør, filmforfatter og – det er måske hans største felt – filmfan. Som importør har han haft ansvaret for at udfordre nationens provinsialisme og mainstream-kulturelle tilbøjelighed ved at udsætte os for besværlige film af bl.a. Achternbusch, Duras, Pialat, Angelopoulos, Menzel, Mike Leigh, Patrice Chereau - for slet ikke at tale om Fassbinder. Ligesom vi netop kan takke ham (og hans medimportør) for gensynet med filmhistoriens absolutte stinker nr. 1, Pasolinis Salò. Nuvel, det skal indrømmes, at man fra tid til anden har nikket tungt med hovedet i biografmørket under nogle af de film, som Christian har importeret, men det har i det mindste aldrig været en let og drømmeløs søvn, de hensatte os i. Og vi har godt af det. Sådan er det med bitter medicin: Jo værre den smager, desto bedre er den for os.
Men vi kunne dog ikke tilbageholde et lettelsens suk, da Christian i en ret moden alder pludselig opdagede Hitchcock. Her var amerikansk populærkultur, som Christian sagde god for. Det har også inspireret ham til en af hans bedste filmbøger. For Christian er en brillant skribent og en vanvittig flittig skribent. Forfatterskabet er omfattende, vel en snes bind: Freud, incest, Bob Dylan, en børnebog, en roman og så alle filmbøgerne - bl.a. om Godard, Hitchcock, Nybølgen, Fassbinder (tre bøger).
Så er der filmene. Altså Christians egne film, hvor han udviser en utrættelig, men måske ikke altid lige gengældt kærlighed til filmkunsten. For selv om karrieren har budt på sejre som den dokumentariske erindringsfilm Herfra din verden går, spillefilmen Koks i kulissen og portrætfilmen Karen Blixen - Storyteller, har der været rigeligt med forhindringer. Og heri ligger i det mindste en parallellitet til Dreyer.
For ti år siden skrev Christian - i en artikel, jeg selv havde bestilt hos ham i anledning af Dreyers 100 årsdag - at det er en større kunst at holde af Dreyers film end at tage afstand fra dem. Christian fandt vist Dreyers lidende kvinder lidt ulidelige. Men Christian har jo selv sit martyrium og sin syge moster. Et martyrium – ikke på bålet, men ude i kulden. Dér, hvor Filminstituttets konsulenter havde smækket pengeskabsdøren i for good. Dér, hvor man skal være en ret så brændende sjæl for ikke at fryse.
Derfor er der særlig grund til at hylde den fortabte spillefilminstruktørs hjemkomst i dette efterår. OK, fedekalven blev måske ikke slagtet. Men Den Blå Munk blev en film, der med omsorg, varme og smerte rejste et monument over noget, der alt for sjældent rejses monumenter for: den midaldrende mands melankoli. Til glæde for midaldrende munke i alle farver.
Af Peter Schepelern | 3. februar