"Man kan se på dansk film og på danske filmkunstnere fra mange forskellige synsvinkler. Jeg vil benytte mig af dagens festlige anledning til at kaste et hæmningsløst akademisk blik på nogle af dansk films markante personligheder, der tilfældigvis har strejfet Københavns Universitet, hvor jeg kommer fra.
Vi begynder for præcis 36 år siden, i februar 1968, hvor der var et bemærkelsesværdigt arrangement i Filmhusets nye flotte biograf i St. Søndervoldstræde på Christianshavn. Det var arrangeret af filmhistorikeren Marguerite Engberg, der var eneste lærer på det nyoprettede filmfag på Universitetet. Det var selveste Dreyer, der kom på besøg. Den gamle herre var blevet overtalt til at mødes med den fremstormende filmungdom, studenterne fra Filmvidenskab og eleverne fra Den Danske Filmskole. Han havde det ikke rigtigt godt og døde en måned senere. Men det var stort at opleve ham. Der blev stillet en række spørgsmål fra salen både om hans egne film og om hans syn på andres film, blandt andet på det der foregik i den moderne filmkunst. Og man fik det klare indtryk, at Dreyer ikke så med større sympati på tingenes tilstand. Generelt vankede der ingen lette komplimenter. Jeg husker, at der var én som interesseret spurgte Dreyer:
- Jørgen Roos var jo fotograf på Deres kortfilm De nåede færgen. Hvad betød det for filmen?
Dreyer svarede:
- Han var fotografen.
Det, vi oplevede, var en syrlig gammel herre, men først og fremmest en meget alvorlig herre. Og det er jo hans generelle status i dansk film, hvor han har indtaget rollen som det monumentale, excentriske geni, der med tålmodig lidelse søgte op i den evige kunsts luftlag, højt over den hjemlige andedams småpludrende trivialiteter. Hans film blev mere og mere dystre, og humøret blev vel heller ikke bedre i de sene år, hvor han gik og grublede over sin planlagte Jesus-film. Men faktisk begyndte han sin karriere som en fræk og ubehøvlet Ekstra Blads-journalist, der skrev perfide satiriske kommentarer om tidens personligheder, og han bevarede et islæt af drilagtig sarkasme. På et sent foto rækker han ligefrem tunge ad fotografen.
Fra dette lille snapshot af Dreyer springer vi nogle år frem – til midten af 70’erne – hvor en bemærkelsesværdig, noget aparte student dukkede op på Universitetet. Også han en
alvorsmand, men unægtelig af et sarkastisk tilsnit. Lars Trier var navnet. Han udmærkede sig ved en forholdsvis konsekvent gennemført distance til de akademiske discipliner, men han fulgte dog enkelte forelæsninger – bl.a. gik han til de timer, som jeg, der i mellemtiden var blevet ansat ved faget, holdt sammen med Marguerite Engberg om – Dreyer. For den unge mand havde en særlig interesse for Dreyer, og det stod hurtigt klart, at Trier havde søgt ind på universitetet for selv at finde en vej ind i filmkunstnerisk virksomhed. Han benyttede sin studietid til – med hjælp fra den beredvillige skare, der altid kredser om geniet – at lave to eksperimentelle film, der på hver sin måde var så forfærdelige, at han i mange år forbød enhver fremvisning af dem.
Men ikke desto mindre blev den ene af dem – Orchidégartneren – hans adgangsbillet til Filmskolen, hvorfra hans karriere som bekendt fortsatte med en vis gennemslagskraft, som ikke er blevet mindre med årene. Den unge Trier spejlede sig i høj grad i Dreyer, identificerede sig med Den Store Ensomme. Og det var karakteristisk for Trier, at den eneste forbindelse til dansk film, som han ville vedkende sig, var slægtskabet med denne ene danske filmkunstner, som ikke følte sig beslægtet med dansk film.
Det var for øvrigt allerede i universitetstiden, at Trier føjede det drilagtige ‘von’ til efternavnet – og ikke, som han selv og andre siden stædigt har hævdet, i filmskoleårene.
Så gik der igen en årrække, og midt i 90’erne var Trier omsider selv blevet pensum på Universitetet. Der blev holdt forelæsninger om Triers film – gad vist om det ikke var mig, der holdt dem, det tror jeg næsten – og til timerne kom en ung mand, der skrev opgave i emnet og også gik til eksamen, en ung absolut alvorlig ung mand, grænsende til det dystre, men også med et vist islæt af sarkasme. Christoffer Boe, for det er ham, det drejer sig om, viste afgjort akademisk talent, og en diskret research viser, at han faktisk aflagde 20 prøver på Universitetet med karakterer der går fra 9 til 13. Men en dag var han væk. Han var kommet ind på Filmskolen. Også for ham havde de akademiske studier været et intermezzo.
På Filmskolen fremtrådte Christoffer fra dag nr. 1 som en stor auteur, en kompromisløs filmkunstner, der fulgte sin helt personlige bane uden slinger. Navnet var nu: Hr. Boe (‘Bo hr.’ var ligesom optaget), og med sit beredvillige Co. lavede Christoffer sine tre skoleproduktioner som en trilogi af imponerende, ja, uhyggelig, konsekvens. Det var det mest selvbevidste auteur-oeuvre i Filmskolens historie siden – nå, ja – Trier.
Obsession, Virginity og Anxiety fortæller alle – med eminent visuel élan – den samme historie, til dels med de samme skuespillere. Det er historien om den rådvilde unge mand, der er besat af en yndig kvinde, som han drages af i en mystisk storby. Og dét er Christoffer Boes store tema: Kun kvinden kan helbrede manden for den galskab, som hun selv driver ham ud i.
Christoffer har, som sagt, gennemspillet dette tema tre gange i sin skoletid. Så da han skulle lave sin første spillefilm, var det spændende, hvad han nu ville finde på. Og det blev historien om – den rådvilde unge mand, der er besat af en yndig kvinde, som han drages af i en mystisk storby. Med de samme skuespillere, som han havde brugt i skolefilmene. Og heldigvis var der stadig abstrakte engelske substantiver, han kunne bruge som titel.
Reconstruction lykkedes som bekendt. Det er strengt taget derfor, vi står her i dag. I ind- og udland er filmen blevet hyldet som et af de grænsebrydende værker, der afprøver tidsåndens nye veje for filmsproget og filmfortællingen. Det skal blive spændende at se, hvilke tangenter, Christoffer vil anslå på klaviaturet, når han formentlig inden længe skal i gang med sin næste film.
Hvem ved? Måske bliver det noget om en mand, der løber rundt i en mystisk storby og drages af en gådefuld kvinde. Det vil alt sammen forhåbentligt stå klart, når der inden længe vil blive holdt forelæsninger på Universitetet om ‘Auteur-linjen i Christoffer Boes produktion’. For han har jo suverænt placeret sig som kronprins i vores eksklusive filmiske kongerække af excentriske alvorsmænd, der går deres egne uforsonlige veje med et isæt af drilagtig sarkasme.
Tillykke med Dreyer-prisen, Christoffer. Og tillykke med, at du slap væk fra Universitetet i tide."
Af Peter Schepelern | 3. februar