"Det er blevet moderne at lægge mærke til dokumentarfilm. Det er ikke længere kun et forstadium til at lave ’rigtige’ film, altså spillefilm. Og i de senere år er der dokumentarfilm af spillefilmlængde, der sågar kommer op i biograferne. Derfor passer det fint, at et af det forløbne års mest åbenbare talentgennembrud var en ung dokumentarist, Max Kestner. Han er uddannet som tv-tilrettelægger på Den danske Filmskole, han har arbejdet på DRs børne- og ungdomsafdeling, og han brød igennem med DR-serien Nede på jorden, der også er blevet vist i en biografudgave i 2003, og fulgte den op med Rejsen på ophavet i 2004.
Der er tradition for, at vi ved uddelingen af Dreyer-prisen søger efter forbindelser mellem den gamle mester og prisvinderen. Og i den sammenhæng skal vi huske på, at Dreyer – selv om han selvfølgelig først og fremmest er kendt for sine spillefilm – faktisk også var dokumentarist, omend ikke en af de mest spændende. Strengt taget kunne man vel også godt kalde Jeanne d’Arc for et dokudrama. I hvert fald instruerede han i alt otte dokumentarfilm, og det var via den første af dem, Mødrehjælpen (1942), at han overhovedet komme tilbage i den danske filmbranche efter sit lange ufrivillige fravær. Det er dog klart, at Dreyer var dokumentarist af nød, mens dagens prismodtager er dokumentarist af overbevisning.
Max Kestners Nede på jorden handler om arbejdere på en redningsflådefabrik i Esbjerg. Det drejer sig om det jævne, muntre – og indimellem ikke helt så muntre – virksomme liv på jorden. Rejsen på ophavet er lige dele slægtskrønike og selvbiografisk panorama. Det er en perle af frydefuld originalitet, en privat og almen historie om familiestamtræets farverige forgreninger og om en opvækst i venstrefløjens fede tider – som jo for længst er henfarne.
Det hele kunne forekomme temmelig fjernt fra Dreyers storladne dramaer, men Dreyer tænkte faktisk i lignende baner. En artikel fra 1933 peger – måske lidt overraskende – på hans respekt for filmens tilknytning til virkeligheden:
”Filmen begyndte på gader og stræder – som nyhedsreportage. Desværre indfangedes den af teatrets folk, af hvis favntag den alvorlige film heldigvis langsomt er ved at frigøre sig, thi for at blive selvstændig kunst må den finde tilbage til gaden og strædet, til reportagen. Den virkelige talefilm må give indtryk af, at en filmfotograf, udstyret med apparat og mikrofon, uset har sneget sig ind i et af byens hjem, netop som et eller andet drama udspilles inden for familien. Skjult under sin usynlighedskappe knipser han dramaets vigtigste scener og forsvinder lige så lydløs, som han kom”.
Det er Dreyers profetiske vision af den strategi, der siden kendes fra dokumentarismen som fluen-på-væggen-teknikken. Kestners dokumentariske teknik er dog af en mere bevidst karakter. Han har ikke noget imod at synliggøre sig som kunstner i forhold til det univers, han skildrer. Han bruger dokumentarformen og -genren til at digte med. Selvfølgelig er der en vis autentisk sandhed i forhold til redningsflådefabrikken og den personlige slægtshistorie, men i begge film er det påfaldende, at virkeligheden suverænt formes til et kunstnerisk, et digterisk udsagn.
Kestners felt er den iscenesatte dokumentar. Man kunne tro, at fænomenet var en selvmodsigelse, men egentlig er det en helt rigtig tilgang, for store dele af virkeligheden er jo også iscenesat – omend sjældent så begavet som Max gør det. Han udfolder sit mesterskab i spændingsfeltet mellem engagement og distance, mellem det jordnære og det universelle, mellem det uendeligt små og det uendeligt store. Og det er måske i det felt, at al væsentlig kunst udfolder sig.
Af Peter Schepelern | 2. februar