Den første kortfilm, Dreyer gik i gang med efter krigen, var en film om de små husdyr, landmanden ikke vidste svømmede rundt i hans brønd. Filmen blev af politiske grunde aldrig distribueret.
I 1944 offentliggør kredslæge Jens Jensen, Kalundborg, en undersøgelse af brøndene i samtlige 309 husstande i Tømmerup kommune, en typisk landkommune i Kalundborgs omegn. Resultatet er nedslående. På et møde i Sundhedsstyrelsen i april 1945 med bl.a. medicinaldirektør Johannes Frandsen, overlæge Erik Uhl og Kontorchef Jørgen Dich omhandlende propaganda for forbedring af vandforsyningen her i landet, foreslår Dich, der på dette tidspunkt sidder i Ministeriernes Filmudvalgs bestyrelse, at man tager filmen til hjælp. Dreyer bliver sat på opgaven, og den 24. september 1945 bliver manuskriptet sendt til godkendelse hos bl.a. Erik Uhl i Sundhedsstyrelsen.
Manuskriptet er fra oktober opført som godkendt i produktionsplanerne. Kredslæge Jens Jensen rådgiver Dreyer og er med på locationresearch, men ikke ved selve optagelserne. Det er ikke helt nemt at få tildelt råfilm i det rationeringshærgede efterkrigsdanmark, og det får optagelserne til at trække lidt ud. Da filmen er klippet, er Dreyer på research til Landsbykirken, og derfor ikke særlig interesseret i at være med ved indtalingen af Asbjørn Andersen og Henrik Malbergs speak. Det overlader han til Mogens Skot-Hansen og skriver i et brev til denne:
Sandheden er jo, at jeg ikke vil være til nogen som helst Nytte. De Raad jeg kan give dem, kan jeg ligesaa godt give her, nemlig at bede Henrik Malberg om at være hurtig og slagfærdig i sin Replik (endelig ingen jysk sindighed) og bede Asbjørn Andersen om at være tør, skarp og ironisk paa en stilfærdig måde (endelig ikke larmende).
Mogens Skot-Hansen er selvfølgelig stolt og beæret, men samtidig lidt nervøs for, at hans instruktion ikke skal behage Dreyer. Det behøvede han nu ikke være, for Dreyer var ligeglad, og det viste sig at være andre, for filmen mere afgørende personer, der ikke kunne lide speaken.
Den stærkt kritiske kommentar om de uhumske brøndforhold på gårdene på landet var ikke blot faldet landbrugsorganisationerne for brystet, men den daværende landbrugs-minister Erik Eriksen havde sat sin magt ind på at få stoppet filmen, da han var bange for, at den ville skade landbrugseksporten og dansk landbrugs omdømme i udlandet. I en årrække dukker filmen jævnligt op i pressen og på MFU-møder, og man forsøger at bruge filmmaterialet på mange forskellige måder, men det bliver aldrig til noget konkret. Først i 1955 er det endegyldigt slut med planerne. Man har modtaget et foreløbigt svar fra Sundhedsstyrelsen i slutningen af 1954, men er blevet enige om at vente på det endelige svar.
På et MFU-møde den 9. marts 1955 besluttes det, at filmen udgår af budgettet, og på et møde den 12. oktober står der i referatet under punkt f.:
Vandet på landet.
Enighed om nu definitivt at lade denne film udgå af prod.plan.
Efter Dreyers død i 1968 viste Filmmuseet i København en næsten komplet retrospektiv af hans film, og i programmet til serien fremgik det, at Vandet paa Landet ikke længere findes. Dette gav anledning til en række artikler om ”den forsvundne Dreyerfilm” fortrinsvis i Ekstrabladet. På den baggrund dukkede filmmaterialet op i en sikkerhedsboks på laboratoriet Johan Ankerstjerne, arkiveret under titlen Brøndfilmen.
I 2008 blev filmen restaureret af Thomas C. Christensen og Lars Bo Kimergård.
Af Lars Bo Kimergård | 25. august 2010