Dreyer stod ikke selv for valget af forlæg i forbindelse med sin tyskproducerede filmatisering af Herman Bangs roman Mikaël, men han var fuldt ud tilfreds med resultatet. ”Mit älsklingsbarn” og ”mit Barn mere end de andre” kalder han ligefrem denne sin sjette film i to interviews i 1926 (jf. Casper Tybjerg: Sandhedens Masker, Kosmorama nr. 234, s.60). Det var producenten ved Ufa-studierne i Berlin, Erich Pommer, der i begyndelsen af 1924 foreslog en filmatisering af Bangs roman – Dreyer tøvede dog ikke mange sekunder med at sige ja. Dreyer havde allerede tidligere haft i tankerne at filmatisere Bangs roman Tine (1889), og i forbindelse med en Europarejse i selskab med Politikens Einard Skov interviewede han i sin egenskab af udsendt journalist Bang i Berlin få år før forfatterens død i 1912. Et interview, som det desværre ikke er muligt at finde i dag, hvis det overhovedet er blevet færdiggjort og trykt.
Hvorfor Mikaël?
Hvis Dreyer selv kunne have valgt, ville han formentlig have foretrukket at filmatisere et andet af Bangs værker. Det fremgår indirekte af et interview bragt i tidsskriftet Hver 8. Dag (6/11 1924), hvor han kommer med følgende forbeholdne ros til Mikaël: ”Jeg finder ikke, at ”Mikaël” er Bangs bedste Roman. Der er saa meget Flitter i den, saa meget udvendigt. Men den har en stor og smuk Linje. Den rummer en sand Tragik, den er baaret af en virkelig Melankoli og fyldt af en fortættet Stemning”. Men da nu valget var faldet på Mikaël, fandt Dreyer det vigtigt at være så imødekommende over for forlægget som muligt. Af et interview, Dreyer giver til Erik Ulrichsen i Kosmorama nr. 49 i 1959 i anledning af fundet af filmen Michael, fremgår det således, at han tilstræbte at følge Bang nøje, og i interviewet i Hver 8. Dag lægger Dreyer vægt på, at hans kriterium i forbindelse med rollebesætningen var, om hver enkelt skuespiller rummede samme personlighed, som blev beskrevet i forlægget. Dertil kommer, at Dreyer fandt det meget vigtigt at beskrive den homoseksuelle konflikt på samme diskrete måde, som det gøres hos Bang.
Bang populær i Tyskland
At Pommer valgte netop Bang, skyldtes ikke alene det nationale fællesskab med Dreyer, men også, at den danske forfatter i 1920’erne stadig på internationalt niveau var en anerkendt og populær forfatter, ikke mindst i Tyskland. Det tyske program til filmen fungerer som en illustration herpå, eftersom det udelukkende former sig som et begejstret hyldest-essay til Bang, skrevet af en af de mest anerkendte tyske filmkritikere i tyverne, Willy Haas. Dreyer og selve filmen nævnes knap nok. I sin konklusion løfter Haas ligefrem Mikaël op til en status som international litterær klassiker – en position, den i eftertiden har haft svært ved at leve op til.
Mennesket som driftsvæsen
Litteraturhistorisk tilhører Herman Bang ’impressionismen’, en franskinspireret mere æstetisk tilgang til naturalismen, hvor der er mere fokus på rendyrkelsen af en videnskabelig, objektiv fortælleteknik end på samfundsdebatterende indhold. Bangs bøger er præget af en pessimistisk determinisme, hvor det faktum, at mennesket er styret af arv, miljø og seksuelle drifter, udelukker enhver form for tro på en højere mening med tilværelsen. ”Vi er her jo alle for Forplantningen” hedder det med de berømte ord i Ved Vejen (1886), og gennem hele forfatterskabet møder man denne resignerende holdning til mennesket som driftsvæsen. Når Bang aldrig blev en del af den brandesianske bølge, skyldtes det – ud over, at Brandes-brødrene havde svært ved at acceptere hans homoseksualitet – at han ikke var i stand til at se det positivistiske livssyn som fuldt ud frigørende.
Mysticisme og overtro
I den senere del af Bangs forfatterskab nedtones det naturalistiske noget, og det darwinistisk-pessimistiske verdensbillede får selskab af en flirten med nogle af de mest kulørte sider af mysticismen, såsom spiritisme og håndaflæsning. Sidstnævnte fænomen dukker op i Mikaël, hvor fru Adelsskjold til middagsselskabet hos Zoret i romanens lange åbningsscene læser Mikaël i hånden og konkluderer, at han i virkeligheden er ”brutal”. En konklusion, der må siges at blive bakket op af Bang og fungerer som en profeti, eftersom Mikaël ender med emotionelt at behandle Zoret temmelig brutalt. I den forbindelse kan det være interessant at inddrage Dreyers manuskript, eftersom det rummer mange af romanens scener, som ikke er sluppet med i den endelige film. Her fremgår det, at Dreyer faktisk oprindelig havde tænkt sig at medtage den overtrosdyrkende scene.
Indre konflikter, ydre følelsesudbrud
Bang skriver sine mest rendyrket impressionistiske værker i sidste halvdel af 1880’erne og runder mere eller mindre denne fase af med Ludvigsbakke (1896). Det er disse værker, der ifølge de fleste forskere har et nærmest filmisk præg. Mikaël er imidlertid skrevet på et tidspunkt, hvor Bang i vidt omfang har udskiftet den distancerede impressionisme med en fortælleteknik, hvor en udpræget brug af indre syn på personerne og en mere fremtrædende alvidende fortæller står i centrum. Endvidere bliver indre konflikter og ydre følelsesudbrud nu også mere direkte og åbent skildret med sproglig patos. Dette skift er allerede indvarslet med de to små erindringsbind Det hvide Hus (1898) og Det graa Hus (1901) og peger desuden tilbage til den skandaleombruste romandebut Haabløse Slægter (1881).
Den utilpassede outsider
De romaner og noveller, hvor Bang griber til denne mere alvidende og direkte følelsesmæssigt engagerede fortælleteknik, er tematisk beslægtede. Det er alle værker, hvor han behandler to centrale temaer i sit private liv, nemlig forholdet til sin mor og sin homoseksualitet. Mikaël er ifølge de fleste ældre litteraturkritikere og Bang-forskere blevet for firkantet i sin problemafdækning, fordi dens tematik om en ældre kunstners ulykkelige og delvist ugengældte homoseksuelle kærlighed til en ung, biseksuel elev går for tæt på Bang selv (hans ulykkelige forhold til den unge skuespiller Fritz Boesen). Han var simpelthen ikke i stand til at distancere sig tilstrækkeligt til stoffet. I et af de seneste bidrag til Herman Bang-forskningen, Dag Heedes Mærkværdige Læsninger (2003), vurderes Mikaël imidlertid ikke negativt. Tværtimod mener Heede, at Bang har formået at gøre denne roman til det mest ekstreme eksempel på en genkommende tematisk ambivalens og splittelse i alle sine skønlitterære værker, nemlig den indre splittelse mellem på den ene side at lovprise den smukke, heteroseksuelle kærlighed og på den anden side at føle sig som den utilpassede outsider. Denne outsider optræder så i Bangs værker enten som en mand med homoseksuelle tilbøjeligheder eller som kvindelig ”stille eksistens”.
Af Morten Egholm | 03. juni