Tale til Malou Reymann og Frelle Petersen

Af Eva Novrup Redvall, Johannes Riis og Jakob Buhl Vestergaard

Dagens to modtagere af Carl Th. Dreyer-prisen har flere ting til fælles. Mest oplagt: Med En helt almindelig familie og Onkel tager I os med ud i dele af Danmark, som vi ikke er vant til at se skildret på film, i hvert fald ikke på lige netop jeres måde. I har også begge vundet fortjente roser og overstrømmende anmeldelser for hver jeres film – til sammen har I tre priser fra Danske Filmkritikeres Bodilfest. Men i dag vil vi hylde jer for noget helt tredje, I har til fælles, nemlig at I har lavet film i Carl Th. Dreyers ånd. Dreyer skildrede i nogle af sine mest berømmede film sårbare, men stærke kvinder, meget lig den måde, begge jeres film viser piger og kvinder i situationer, hvor de selv og familien er under pres. Jeres slægtskab med Dreyer viser sig dog måske først og fremmest i forhold til den måde, I har fundet frem til en særegen form og stil for jeres historier.

I En helt almindelig familie tager du, Malou Reymann, os med ud til det, vi kunne kalde forenings- eller idrætsdanmark. I centrum er fodboldpigen Emma, spillet af Kaya Toft Loholt, på kanten af puberteten. Emmas liv bliver vendt op og ned, da far Thomas fortæller, at han vil skifte køn, og moren af samme grund vil skilles. Bag forandringerne ligger rester af et genkendeligt liv, inklusive hundeluftning og søndagskampe i klubben, men Emma skal pludselig forholde sig til, at far - stadig spillet af Mikkel Boe Følsgaard - nu hedder Agnete. Emma har et præg af noget sørgmodigt over sig, ikke ulig Marie, hovedrollen i Afvej, Malou Reymanns novellefilm. Presset af konstant søvnunderskud, forsøger Marie, spillet af Tuva Novotny, at få familieliv og karrieren som læge til at gå op i højere enhed. Hun forsøger at redde liv og lindre smerten på sin kræftafdeling, og må forholde sig til at nyt liv er på vej i huset derhjemme – at hun er blevet gravid.

Det sårbare ungdomssind i en familie under pres er også temaet for Frelle Petersens to spillefilm. I centrum af Onkel er Kristine, eller Kris, spillet af Jette Søndergaard. Hendes forældre er døde, faren på grund af selvmord, og nu står Kris tilbage med angsten for også at miste sin onkel. Det er en altfortærende angst, der betyder, at Kris ikke sådan lige forfølger drømmen om at blive dyrlæge eller tør udleve sin forelskelse i Mike fra en af nabogårdene. Med Onkel følger du, Frelle, op på familietemaet fra din første film, Hundeliv, hvor halvsøstrene Sofia og Olivia, spillet af Simone Lykke og Julie B. Andersen, finder styrken hos hinanden. De stikker af fra en far og stedfar, der er voldelig og seksuelt krænkende – kun for at blive skuffet, i hvert fald i første omgang, da de møder Sofias biologiske far, og han viser sig at være en traumatiseret veteran. Hundeliv og Onkel foregår mestendels på landet, og skildringen af landmandslivet i Onkel udmærker sig i en dansk filmtradition, og ikke alene på grund af dialekten. Arbejdsdagens rutiner og det fælles ansvar for jord og dyr er skildret uden fordømmelse og uden forskønnelse.

Dreyer er kendt for sin omhyggelige research, navnlig i sine historiske figurer, men samtidig var det vigtigt for ham, at instruktøren finder en stil, der afspejler hans eller hendes personlige fortolkning. Han udtrykte sine fordringer til filmkunsten mest tydeligt i ”Lidt om filmstil,” en kronik fra 1943, som man i øvrigt kan finde og læse på Filminstituttets Dreyer-site. Her hævder Dreyer, at kunstværkets sjæl sidder i stilen. Det er gennem stilen, at instruktøren får tilskueren til at opfatte stoffet sådan som instruktøren anskuer det. Dreyer understreger, at det bør være instruktørens  - og nu citerer jeg: ”Følelser og Stemninger, der farver Filmen og vækker tilsvarende Følelser og Stemninger i Tilskuerens Sind. /…/ Vi maa ville noget, vi maa vove noget, og vi maa ikke springe over, hvor Gærdet er lavest. Skal Filmen som Kunstart ikke staa stille, maa vi søge at skabe stilprægede, personlighedsprægede Film.”

Malou Reymann og Frelle Petersen, I har begge vovet og er lykkedes med at finde hver sin stil, der får os til at se personerne og handlingen netop som I vil.

I En helt almindelig familie er udfordringen blandt andet at farens forandring er så markant, at den generte – og helt almindelige ­– Emma let kunne været blevet usynlig. Men Malou, du formår at fastholde vores fokus på Emma, ikke mindst i kraft af dine elegante stemningsskift. Den centrale scene hos psykologen, hvor familien skal tale ud om kønsskiftet, demonstrerer fint din fornemmelse for, hvordan man kan tone en scene, så det tjener din fortælling. Familiemedlemmerne springer ind og ud ad døren i rask tempo, indtil alene faren og Emma er tilbage og tonen skifter fra det morsomme til det rørende. Arrangementet betyder, at tilskueren gradvist vænnes til tanken om Thomas som kvinde, meget lig Emma. Vi forstår hendes kvaler, men også hvad der gør, at hun accepterer farens kønsskifte. Et andet virkemiddel, der bruges opfindsomt, er forældrenes hjemmevideoer. I optagelserne af Emmas barndom skildrer Malou Reymann dét familieliv, der var engang – den helt almindelige familie – men efterhånden som flere og flere nutidsscener føjes til, begynder de grynede hjemmevideoer at blive tvetydige. Samspillet mellem hjemmevideoer og nutidsscener i En helt almindelig familie giver et tvist til Lev Tolstojs berømte udsagn om familier –  fra Anna Karenina –  at ”Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.” Videoerne fortæller om en familie, der måske ikke var så lykkelig endda, og nutidsscenerne demonstrerer, hvordan sårene i den ulykkelige familie kan heles. Malou Reymann giver sin historie – der er bygget på personlige erfaringer – nogle overraskende vinklinger og drejninger, der vidner om en sprudlende fortællers overskud af finesse og ideer.

I Onkel demonstrerer du, Frelle Petersen en lige så imponerende sans for den minimalistiske fortællekunst. Tilskueren bliver i Onkel gradvist mere og mere opmærksom på de små variationer af hverdagens rutiner. Det er muligt, at Kris og onklen spiser den samme morgenmad hver dag, bortset fra søndage og fødselsdage, men efterhånden bliver tilskueren lydhør overfor detaljen, der afslører Kris’ forelskelse eller hendes sorg over farens selvmord. Ordene er knappe mellem Kris og onklen, og mange har bemærket, at vi er knap ti minutter inde før vi hører den første replik, ”Nutella.” Frelle Petersen gør imidlertid filmklicheen om, at tavshed er udtryk for afstand, til skamme. Mens onkel og niece er optaget af noget andet, blandt andet fjernsynet, der kører i baggrunden, skaber instruktøren plads til, at de små variationer kan gøre indtryk på tilskueren. Efterhånden fornemmer vi stadigt tydeligere de store følelser, der raser bag hovedpersonens stille ydre. Kris er mærket af svigt og tab, og hun betaler en pris for at blive hos sin onkel. Hun realiserer hverken sine professionelle eller hede romantiske drømme. Det er Frelle Petersens store fortjeneste, at han disponerer sine virkemidler, så der skabes resonans med tidligere scener, og hans bedrift bliver ikke mindre af, at han selv har skrevet, fotograferet og klippet – og vidner om en overlegen fornemmelse for de fint afstemte variationer og detaljer.

Syv år før sin kronik og premieren på mesterværket Vredens Dag, taler Dreyer i en anmeldelse af Bag Paris’ boulevarder, gengivet i Peter Schepelerns Tommen, om vigtigheden af ikke kun at illudere en person, men også via en kunstnerisk bearbejdning at delagtiggøre tilskueren i personens følelser. Det er interessant med tanke på, hvordan Dreyer betonede både research og den personlige bearbejdning. Egne erfaringer, research og miljørigtig casting er et godt udgangspunkt, men den bevægende fortælling kræver også instruktørens vilje til at få tilskueren til at se stoffet med sine øjne. I En helt almindelig familie og Onkel løfter Malou Reimann og Frelle Petersen deres iagttagelser ind i kunstens verden, hvor deres figurer og fortællinger efterlader sig spor hos andre. I har skabt historier, som vi ikke havde forestillet os, vi skulle få at se, og I har gjort det i en form, der beriger dansk film. Vi glæder os til at se meget mere fra jeres iderige hoveder.

2. juni 2021