Mysterium
Jeg var 12 år gammel da interessen for Carl Th. Dreyer opstod. Hvordan hænger det sammen? Jeg ville ønske, at jeg kendte svaret. Hvad var det som fangede min interesse dengang, for snart mange år siden, da jeg passerede antikvariatet i Elmegade på Nørrebro og lod blikket søge vinduerne igennem, for kort efter at fokusere på filmforsker Martin Drouzys to-bindsværk: Carl Th. Dreyer, født Nilsson? Var det billedet af den aldrende Dreyer, som ses i profil på coveret, der fik mig ned i butikken og frem til bogen, som jeg straks bladrede igennem? Jeg ved det ikke. Bogen kostede 200 kr., hvilket jeg ikke ejede, men min far havde en løsning. Han sagde, at hvis det nært forestående forældremøde på min skole gik godt, så ville jeg få bogen som en form for belønning. De højere magter var med mig netop det år, og bogen blev min.1
I tiden derefter handlede det om at få set Dreyers film. Det var ikke helt nok ”kun” at læse om dem. Modsat i dag, hvor filmene er tilgængelige på DVD, Blu-ray og kan lejes digitalt på Blockbuster.dk, så var det vanskeligt dengang at se dem. Efterhånden lykkedes det dog via slidte kopier på VHS, samt enkelte særvisninger i Cinemateket at opleve Præsidenten, Jeanne d’Arc, Vampyr og Vredens Dag. Jeg blev ikke skuffet. Den gamle mand på coveret af bogen viste sig at leve fuldstændig op til de forventninger, som på uforklarlig vis var blevet skabt. Denne optagethed af Dreyers film førte også hurtigt til en større interesse for Dreyer som person. Hvorledes kunne det gå til, at denne lille, forsigtige funktionærtype kunne skabe disse dramaer, denne skønhed og mystik? Det forbliver fortsat et mysterium for mig.
Offer for en samler
Min mor var antikhandler, og jeg har hele min barndom været rundt på antiklagre, fulgt med på utallige auktioner og gennempløjet loppemarked efter loppemarked. Jeg var derfor en trænet samlertype allerede som barn, og jeg kastede mig over opgaven at opspore ting, bøger, breve o.a., som havde været i Dreyers nærhed. Nu gik den vilde skattejagt, som dog hurtigt skulle vise sig ikke at blive helt så vild endda. For det at opstøve ting, som havde været forbi Dreyers hånd, var mere vanskeligt end som så. Antikvariaterne kunne blot meddele mig, at det var mange år siden, de sidst havde haft bøger med Dreyers håndskrevne kragetæer i. Med vedholdenhed og utallige antikvariatbesøg blandet med hjælp fra Ebay og Den Blå Avis er det dog alligevel lykkes mig at opbygge en større og større samling bøger med dedikationer i fra mesteren. Primært er der tale om korte, venlige og formelle hilsner. Så nok fylder samlingen en del i omfang, men ikke i hverken indhold eller betydning.
Forfatterens samling af bøger og brevkort med diverse venlige hilsner fra Dreyer. Foto: Daniel Bødker Sørensen.
HVAD?!
En dag, efter mange års ørkenvandring som Dreyer-samler, opstod der pludselig en mulighed for en spændende ny erhvervelse. I kraft af mit daglige virke som fotograf og tilrettelægger er jeg i gang med at producere en dokumentarfilm om tilblivelsen af Dreyers sidste spillefilm, nemlig den stærkt omdiskuterede og lidet roste Gertrud fra 1964. I den forbindelse kom jeg forbi lektor, filmhistoriker og Dreyer-specialist Casper Tybjerg. Jeg havde aldrig mødt Casper før og benyttede naturligvis lejligheden til at spørge, om han selv lå inde med nogle Dreyer-”ting”. Det kunne jo være, at han havde en bog med en Dreyer-dedikation i, som han måske ville sælge til mig.
Til min store skuffelse fortalte Casper, at han slet ikke var samler, og det var for øvrigt også grunden til, at han havde sagt nej til at købe Dreyers gamle skrivebord, som var blevet ham tilbudt et par måneder forinden. HVAD?! Nu glemte jeg pludselig alt om det interview, som jeg var mødt op for at lave, og spurgte straks ind til, hvem der havde tilbudt ham bordet. Det viste sig at være Mouschka Drouzy, datter af Martin Drouzy, som var manden bag den bog, der havde fanget mine 12-årige øjne i antikvariatet for over 20 år siden.
Hvorfor svarer hun ikke?
Da min eftermiddag hos Casper var forbi, og interviewet trods alt kom i hus, gik turen direkte hjem, hvor en sms lynhurtigt blev forfattet til Mouschka Drouzy. Her forklarede jeg ganske enkelt, at jeg var villig til at gå gennem ild og vand for at få lov til at købe skrivebordet af hende. Sms’en blev afsendt kl. 20.03 og nu kunne jeg blot gå rundt om mig selv, indtil hun forhåbentlig ville svare. Det virkede som en evighed, og mange tanker fløj gennem hovedet: ”Hvorfor svarer hun ikke? Har jeg skrevet noget i sms’en som har fornærmet hende? Var jeg for ivrig? Skal jeg sende hende en mail i stedet?” Pliiiiiing! Endelig, præcis 1 time og 43 min. senere tikkede der en sms ind. Mouschka havde svaret.
Jeg skimmede den lange besked for at få svar på mit spørgsmål; ville hun sælge mig bordet eller ej? Uden at skrive det direkte gav hendes svar klart udtryk for, at jeg kunne købe det. Min lykke var gjort. Næsten. For der var lige den detalje, skrev Mouschka, at bordet pt. stod opmagasineret i hendes bedsteforældres gamle hus i Sverige, og det stod ovenikøbet bagerst i et rum fyldt til randen med store møbler. Hun kunne dertil opmuntrende informere mig om, at det havde taget to fuldblods-flyttemænd flere timer at flytte rundt på de møbler. Jeg måtte meget skråsikkert slå fast, at det slet ikke var noget problem for mig og en kammerat at få gravet bordet frem. Så var det en aftale.
Undsætningen
Den 20. okt. 2020 kl. 1400 startede undsætningen. Nu skulle skrivebordet tilbage på dansk jord. Min kammerat, som skulle hjælpe til, blev i sidste ende erstattet af min kone, og med børnene placeret hos min mor kunne vi begive os med Øresundstoget op gennem Skåne og Halland, frem til Halmstad i Sydsverige. Her blev vi hentet af Mouschka i hendes røde kassevogn og fragtet videre, via kuperede landskaber, gennem eventyrlige mosbeklædte skove, over rislende vandløb, frem til et gammelt og forfaldent træhus på toppen af en bakke, som lå i den rene idyl med udsigt over en stor sø. Her skulle et stykke moderne arkæologi sættes i gang, nemlig udgravningen af, hvad der for mig svarede til Solvognen: Carl Th. Dreyers gamle skrivebord.
Til venstre: Svensk idyl, med udsigt over søen. Til højre: Udgravningen er i fuld gang. Foto: Daniel Bødker Sørensen, 2020.
Rummet, hvor bordet efter sigende skulle stå, levede helt op til Mouschkas beskrivelse. Det var fyldt op med møbler af den gedigne slags. Cirka tre timer og mange anstrengelser senere, stod næsten alle møblerne ude i den tilgroede have, som omsluttede huset. Vi var endelig nået ind til rummets bagerste del. Men hvor var bordet henne? ”Er det dette her?”, spurgte jeg mens jeg pegede på noget som kunne ligne et skrivebord. ”Nej, det er meget mørkere”, svarede Mouschka lidt undrende. ”Mon det overhovedet er her, nu bliver jeg pludselig helt nervøs”, sagde hun med et usikkert grin. Jeg valgte totalt at lukke af for den bemærkning.
Endelig fundet (Sverige, 2020). Foto: Tine Therese Bødker Sørensen.
Der var heldigvis stadig ét sted, som endnu ikke var gennemsøgt. I hjørnet ved faderens gamle klaver. Stod bordet ikke der, var der simpelthen ikke andre steder, det kunne gemme sig. Og gudskelov, alle vore anstrengelser havde ikke været forgæves. Under et tæppe fandt Mouschka det endelig. På højkant med bunden ud mod os stod Solvognen, Den Hellige Gral, de omsmeltede Guldhorn, altså Dreyers skrivebord.
Det havde omsorgsfuldt fået tæppet over sig, fordi lige netop dette møbel skulle der passes ekstra godt på. Straks efter bar min kone og jeg bordet ud af huset og ned af den ujævne bakke, belagt med efterårets glatte blade, ud i den lille kassevogn, hvorefter vi satte kursen mod Danmark.
Og hvilket bord
Bordet, som er beklædt med den eksklusive træsort Palisander, er produceret af Valdemar Mortensen i Odense i starten af 1960’erne. Det er sandsynligvis også deromkring, at det har fundet vej hjem til Dreyers lejlighed på Dalgas Boulevard 81 på Frederiksberg.
I sine sene år nød Dreyer stor opmærksomhed omkring sin person. Det var tydeligt, at den ”almindelige” dansker havde fundet større interesse for ham, særligt efter successen med Ordet i 1955.
Den danske fotograf Bent Rej, kendt for sine billeder af Rolling Stones og Bob Dylan, lavede en række pressebilleder i lejligheden, blandt andet her fra Dreyers arbejdsværelse. Foto: Bent Rej.
Da tiden nærmede sig, hvor Dreyer endelig skulle følge op på det roste og internationalt premierede værk, og forberedelserne til Gertrud gik i gang, var der jævnligt reportager fra den verdensberømte danskers hjem.
Det var ikke sjældent, at både Se og Hør og Billed-Bladet bragte adskillige siders artikler om Dreyer. Også på TV var der indslag og længere udsendelser. Det var i sandhed andre tider dengang. Ofte blev der inviteret indenfor i Dreyers arbejdsværelse, helt frem til hjertet i rummet, ved skrivebordet. Derfor optræder bordet på et hav af billeder og TV-optagelser.
Til venstre: I Karl Bjarnhofs interview, lavet til udsendelsen ”Hjemme hos Carl Th. Dreyer” (Danmarks Radio, 1965) sidder Dreyer under hele interviewet trygt ved sit skrivebord (DR). Til højre: Fra 'Aktuelt' (DR, 1965) hvor Dreyer forsøgte at svare igen på kritikken af 'Gertrud'.
I betragtning af, at der boede tre voksne mennesker, så var Dreyers lejlighed ganske lille, og det såkaldte arbejdsværelse havde derfor flere funktioner. Ser man på en plantegning over lejligheden, er værelset beskrevet som spisestue, men i Dreyers tid tjente det som hans arbejdsværelse samt soveværelse, idet en sovesofa, der stod til højre for skrivebordet, blev brugt som seng, mens hans kone og datter delte soveværelset.2 Ganske vist havde Dreyer et kontor i Dagmar Teatret i København, som han fik bevilling til i 1952, men det var ikke herfra, at det kreative arbejde foregik.3 Når han ikke udvalgte film til Dagmars repertoire, så tilbragte han al sin tid ved skrivebordet hjemme på Frederiksberg. Derfra hans verden gik.
Til venstre: Dalgas Boulevard 81, 1. th. Frederiksberg. Her boede Carl Th. Dreyer fra 1936-1968. Foto: Daniel Bødker Sørensen. Til højre: Små forhold for en verdensberømthed. Plantegning over Dreyers lejlighed.
Dreyers død
Carl Th. Dreyer døde i 1968 og hans kone Ebba i 1977. Datteren Gunni blev boende alene i lejligheden helt frem til sin død i 1990. Gennem disse år forblev interiøret i lejligheden så godt som uændret, og Dreyers arbejdsværelse blev stående intakt, som i en forseglet tidskapsel.4 (Se også Steen Møller Rasmussens kortfilm fra 2003 om lejligheden: Dalgas Boulevard 81, 1. th.).
Det var netop i disse år, at forfatter og filmforsker Martin Drouzy kom i hjemmet, særligt i perioden efter Ebbas død. Her var han blandt de få, som regelmæssigt besøgte Gunni, både som ven, men naturligvis også som forfatter, hvor han på nært hold fik indblik i den atmosfære, som havde omsluttet hele familien, og derved inspirerede ham til at skrive sin omfattende biografi om Dreyer. Efter Gunnis død var Drouzy blandt de fremmødte i lejligheden på Dalgas Boulevard. Nu skulle forseglingen brydes og boet gøres op, men noget tyder på, at det hele foregik lettere kaotisk; ”Næsten hele lejlighedens indhold, møbler, effekter, bøger, reproduktioner, genstande, blev sat til salg på auktion, uden at jeg kunne gribe ind. Marskandisere og antikvarboghandlere købte partivis til latterligt lave priser alt det, der havde udgjort rammen om Dreyers liv eller været hans arbejdsredskaber. Det eneste møbel, jeg kunne redde ved selv at erhverve det, var det palisanderskrivebord, hvorpå Dreyer havde skrevet sine sidste manuskripter” Martin Drouzy. 5
Store forventninger
Skrivebordet forblev i Martin Drouzys eje frem til hans død i 1998, hvorefter det gik videre til datteren Mouschka, som gennem mange år designede smykker ved bordet.
Mouschka Drouzy med sine smykker, ved Dreyers bord (Danmark, ca. 2010). Foto: Aleksandar Mitrevski.
Hun er overbevist om, at det indeholder en kreativ kraft i sig. Det er da også et faktum, at efter bordet blev sendt til opmagasinering i Sverige for cirka et år siden ophørte hendes produktion af smykker prompte.
Tilbage på dansk jord står bordet trygt og godt her hos mig, og det er naturligvis også herfra, at jeg skriver disse linjer. Nu ser jeg blot frem til at modtage den kreative kraft, som måtte stråle ud af bordets gamle årer. Forventningerne er store.
“Den Hellige Gral” placeret i sit nye hjem (Danmark, 2020). Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Tak
Cathrine Rej, Filminstituttet, Katja Rie Glud, Casper Tybjerg, Mouschka Drouzy, Janne Drouzy, DR, Else Kjær, Tine Therese Bødker Sørensen.
Noter
1. Antikvariatet ligger i skrivende stund stadig i Elmegade på Nørrebro.
2. Plantegning over lejligheden er lavet efter original tegning fra ejendomsselskabet.
3. Dreyer havde et skrivebord på sit kontor i Dagmar Teatret. Dette bord endte på et tidspunkt i Lars von Triers eje. Det har siden skiftet ejer, men eksisterer stadig.
4. Dreyers arbejdsværelse ses i Michelle Portes dokumentar In search of Carl Theodor Dreyer (INA, 1987). Her ses det tydeligt, at interiøret ikke har ændret sig efter Dreyers død.
5. "Du skal ære din hustru, Dreyer og hans familie", Kosmorama #215, 1996. Fortalt af Martin Drouzy til Eva Jørholt, oversat af Albert Wiinblad.
Daniel Bødker Sørensen | 3. februar 2021