Skuespillerinde. Født 25/8 1917, død 7/11 2011.
Lisbeth Movin er opvokset i Odense og nåede at uddanne sig til laborant, inden hun kom ind på Det Kongelige Teaters elevskole i 1939. Efter endt uddannelse i 1941 blev hun ansat ved samme teater. Hun havde kun været ansat kort tid, da hun blev engageret til sin første store hovedrolle i Vredens Dag. Dreyer ønskede ikke at arbejde med store primadonnaer, men foretrak mindre erfarne skuespillere han nemmere selv kunne forme.
Senere kom hun til Det Ny Teater, hvor hun blev en slags ung primadonna i lidt lettere roller, end hun havde haft på nationalscenen. Fra 1950 arbejdede hun som freelance skuespiller. I 1953 afløste hun i øvrigt en anden Dreyer-skuespillerinde Nina Pens Rode i rollen som Anne Boleyn i Cant på Det Ny Teater. Nina Pens Rode meldte afbud på grund af sygdom, og Lisbeth Movin sprang til og spillede rollen i nogle måneder.
I 1945 blev hun gift med Lau Lauritzen Jr. (1910-1977), der var en kendt skuespiller, producent og instruktør (ofte sammen med Alice O’Fredericks), og som var kunstnerisk leder på det succesrige produktionsselskab ASA. Med ham fik hun tre børn (bl.a. skuespilleren Lone Lau). Børnene betød en nedprioritering af skuespillerkarrieren i lange perioder, men hun havde dog filmroller, bl.a. en hovedrolle i De røde enge (1945), ofte med sin mand i instruktørstolen. I slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne blev hun medinstruktør for sin mand og fik ansvaret for personinstruktionen. I denne funktion kaldte hun sig Lisbeth Lau Lauritzen.
I løbet af 1960’erne vendte hun tilbage til både teatret og filmarbejdet bl.a. i Edward Albees teaterstykke Utryg balance og Noël Cowards Sidste akt på Hvidovre Teater. På film kunne man igen se hende fx i Astrid Henning-Jensens Vinterbørn (1978) og senest i Babettes gæstebud (1987), hvor hun spillede sammen med en perlerække af andre Dreyer-skuespillere: Ebbe Rode, Preben Lerdorff Rye, Birgitte Federspiel, Bendt Rothe og Axel Strøbye.
I 1960’erne var hun desuden i en periode medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune for de konservative.
I et brev til Dreyer fra 1943 skriver hun ”hvor vidunderligt for mig, at det blev Carl Th. Dreyer, der lukkede mit sind op for den egentlige kunst”, og hun fremhæver også senere rollen som Anne som sin karrieres højdepunkt. I en artikel fra 1978 udtaler hun, at ”kunstnerisk står Vredens dag, fra 1944, nok som et højdepunkt. Men det var også Carl Th. Dreyer, som satte filmen op. På sin rolige, langsomme måde, og ud fra et stilfærdigt, venligt gemyt. Han lod sig aldrig rokke fra en spillemåde, en stil, et standpunkt. For han havde undersøgt tingene først, vidste hvad han ville ganske præcist”.
Hun fremhæves overalt for sine smukke brændende øjne i Vredens Dag. Hendes ungdommelige uskyld kombineres med den kærlighedshungrende ”heks”, men hun bevarer sin kølige elegance og forbliver mere overbevisende som ung præstefrue end som erotisk dragende femme fatale. Hendes præstation gjorde også indtryk i udlandet og hun blev i flere samtidige aviser spået en stor fremtid i udlandet.
Læs mere om Lisbeth Movin i Nationalfilmografien.
Af Birgit Granhøj | 08. november