Året før Blade af Satans Bog fik premiere i Paladsteatret i 1921, leverede Dreyer i avisen Dagbladet følgende bredside mod den danske filmindustri: ”Dansk Films sørgelig Lod har været den, altid at tærske Langhalm paa det man ude omkring i Verden for længe siden havde forladt,” og fortsatte:
En tvivlsom Odeur klæbede stadig ved dansk Film og skræmmede Intelligensen bort – denne Odeur, der er saa vedhængende, at publikum i vore mere kræsne Nabolande endnu holder sig for næsen bare de ser en Reklameplakat for en dansk Film.
Overskriften på Dreyers artikel var Svensk Film, og Dreyer anså broderlandets film for at være dem, der udstak de nye kunstneriske højder i modsætning til de samlebåndsfabrikerede danske film.
Svensk films guldalder
I takt med dansk films – og i særdeleshed Nordisk Films – krise i årene efter 1. Verdenskrig fik svensk film sin kunstneriske guldalder. Bag mange af de svenske film stod AB Svenska Biografteatern, der var dannet i 1907 med import og produktion af film, samt biografdrift som formål. Den entreprenante Charles Magnusson blev i 1909 leder af selskabet, og han ansatte instruktørerne Victor Sjöström og Mauritz Stiller til AB Svenska Biografteatern i 1912. Sjöström og Stiller blev to af de mest fremtrædende og beundrede instruktører i den svenske guldalder. I 1919 sluttede AB Svenska Biografteatern sig sammen med Filmindustri AB Skandia med økonomisk støtte fra industrimanden Ivar Kreuger. Navnet på det nye selskab blev AB Svensk Filmindustri (SF) – Sveriges største filmselskab med 70 biografer og en aktiekapital på 35 mio. svenske kroner.
To store danskere til SF
Samme år, som Dreyer skrev sin artikel, blev han engageret af SF, og han betragtede det som en stor lykke at blive knyttet til svensk film, som han beundrede:
"Jeg havde netop i disse Aar fordybet mig i de svenske Storfilm, især Sjøstrøms Arbejder, der havde gjort Indtryk paa mig ved deres dybe Alvor, Menneskelighed, Varme og lyriske Tone" (selvbiografisk notat fra 1939 i M. Drouzy: Kildemateriale til en biografi om Carl Th. Dreyer, s. 66 – 1982).
I løbet af sommeren 1920 instruerede Dreyer for SF Prästänkan, der blev optaget on location i Lillehammer i Norge. Dreyer var ikke den eneste danske instruktør, der omkring 1920 lavede film for svenske selskaber. Dansk stumfilms anden store instruktør Benjamin Christensen skabte filmen Häxan (1922) med kapital fra SF. Christensen skulle året efter komme til at spille hovedrollen i Dreyers tyskproducerede Herman Bang-filmatisering Michael (1924). Den danske instruktør, Robert Dinesen, instruerede også to svenske film Jefthas Dotter og Ödets redskap med svenske skuespillere i Palladiums danske studie i 1919.
Ny leder med kunstneriske ambitioner
Dreyer kom til at lave endnu en film for SF, men der skulle gå mere end 20 år. I 1942 var Carl Anders Dymling (1898-1961) blevet udnævnt til ny leder af SF. Dymling var akademiker med særlig interesse for engelsk litteratur og Shakespeare og havde været leder af Svensk Radios teaterafdeling. Ligesom i Danmark oplevede den svenske filmindustri en opblomstring under krigen, da man kun i begrænset omfang måtte indføre udenlandske film. SFs filmproduktion steg i 1940erne til mellem 30 og 40 film om året. Dymling så ikke kun dette som en umiddelbar konkurrencefordel for svensk film, men også som en mulighed for at skabe et kunstnerisk fundament, der kunne indlede en ny storhedstid for svensk film. Som kunstnerisk leder i SF udpegede Dymling selskabets legendariske instruktør fra stumfilmårene, Victor Sjöström (1879-1960), og selskabet bevægede sig hermed væk fra de populære folkekomedier, man havde produceret op gennem 1930erne. Set i lyset af Dymlings ambitiøse projekt er det måske ikke så mærkeligt, at han engagerede Dreyer, der var kendt som en kompromisløs og kunstnerisk ambitiøs instruktør.
En svensk fiasko
Årsagerne til, at Dreyer i vinteren 1943 rejste til Sverige, var flere. Han ville dels forsøge at sælge Vredens Dag til det svenske marked og dels havde han et ønske om at lave en film i Sverige. Dreyer fik ikke afsat Vredens Dag, men blev i første omgang ansat hos SF med henblik på at udarbejde et manuskript og eventuelt på sigt instruere en film. Dreyers eget ønske var at lave en filmversion af Louis Verneuils teaterstykke Monsieur Lamberthier fra 1928, men rettighederne til Verneuils stykke var allerede blevet opkøbt af det amerikanske filmselskab Warner Bros., og i stedet blev Dreyer sat til at forberede og instruere filmen Två människor, bygget på den svejtsiske forfatter W.O. Somins teaterstykke Attentat. Somins stykke gav Dreyer mulighed for at realisere et eksperiment han længe havde haft i tankerne – at optage en film med blot to personer i en handling, der forløber over kort tid og i et afgrænset rum.
Filmens tilblivelse var ikke uproblematisk. Dreyer måtte omskrive manuskriptet til filmen, og fik ikke de skuespillere han havde ønsket. Da man nåede til efterarbejdet blandede Sjöström og Dymling sig igen - blandt andet i brugen af musik. Herudover indsatte de uden Dreyers samtykke en scene, han selv have udeladt. Dreyer protesterede voldsomt mod disse tiltag, men der var intet at stille op. Två människor fik premiere i marts 1945. De svenske anmeldere var overvejende negative, og filmen blev taget af plakaten efter fem dage. Den fik aldrig ordinær biografpremiere i Danmark. Dreyer frasagde sig senere Två människor.
AB Svensk Filmindustri eksisterer den dag i dag og kunne i 2009 fejre 90 års jubilæum.
Af Isak Thorsen | 03. januar