Decla-Bioscop

Filmholdet på 'Michael' hos Decla-Bioscop 1924.
Dreyer instruerede "Michael" for selskabet Decla-Bioscop i 1924.

Den navnkundige producent Erich Pommer var manden bag selskabet, der blev oprettet i 1916 som Decla-Film-Gesellschaft Holz & Co. Sidste del af navnet stammer fra medstifteren Fritz Holz, der var filmudlejer i Berlin. Selskabet beholdt navnet, også efter at Holz trak sig ud. Decla-navnet er en forkortelse for Deutsche Eclair, idet selskabet var et søsterselskab til franske Eclair.

I marts 1919 fusionerede Decla med Deutsche Bioscop AG og blev til Decla-Bioscop, der i 1923 blev opslugt af UFA – Universum-Film AG. Decla-Bioscop samlede under Erich Pommer en lang række af de mest markante tyske filminstruktører, -fotografer, -arkitekter og skuespillere og stod for en række af de helt centrale tyske filmværker som Dr. Caligaris Kabinet (1920) foruden film af F.W. Murnau og Fritz Lang.

Selskabets film blev optaget i de legendariske filmstudier i Babelsberg uden for Berlin. Her slog også andre danske filmfolk deres folder, bl.a. Benjamin Christensen (Seine Frau, die Unbekannte, 1923).

Af Dan Nissen | 11. maj