Gertrud. Allerede navnet er … mærkeligt. For mig er det uløseligt forbundet med min barndomsvenindes tyske mor, der var den perfekte hvide tornado af en husmor, og hvis toilet altid var hvinende rent og iført sæde-muffe og tissetåropsamlingstæppe - i lyserødt polyesterpels. Helt så mærkelig som Dreyers Gertrud, var hun dog ikke.
Når man påtænker, hvor helt utrolig kedelig og omstændeligt langsommelig filmen er, er det forbavsende hvor meget røre den skabte i borgerskabets andedam. Den affødte ikke kun en stribe af dybt rørende breve til Dreyer fra taknemmelige kvinder, der endelig følte sig set helt ind i sjælen. Gertrudaffødte også en massiv mængde anmeldelser og debatindlæg i pressen, som både bar den på hænder og fødder og bankede den igennem som en uvorn knægt i skolegården. Så jo, Dreyers film skilte vandene. Spørgsmålet er, om vi i 2010 stadig ”kan bruge den til noget”, som vi ynder at udtrykke det?
Kom nu, søster Gertrud!
En mørk vinteraften sofaede min søster og jeg os ned foran Gertrud og fulgte det sort/hvide drama på skærmen. I starten var latteren ikke langt væk, for hvad i himlens navn var det her dog for en film? Behøvede de virkelig tale så kunstigt og distanceret hele tiden? Hvorfor var hun så utilnærmelig? ”Kom nu, søster Gertrud - gør noget!”, råbte jeg flere gange. Efter en times tid måtte jeg hente panikmad i køkkenet, som skulle forhindre os i at falde i søvn. Da Nina Pens som gammelkonesminket Gertrud omsider verfede den sidste bejler ud af hjemmet, kunne vi ånde lettede op og udbryde: ”Endelig!”
Men … den blev hængende, filmen. Det forunderlige var sket. Den havde faktisk ramt noget dybt inde i mig, som irriterede, kradsede, pirrede og ikke lod mig være, fordi jeg som moderne menneske i et videnssamfund er så vant til at forstå. At det ikke at forstå var så tilpas nyt og fremmed for mig, at jeg blev ved med at vende tilbage til det. Gertrud kan godt forstås, men – opdagede jeg – skal måske i virkeligheden mere sanses. På det æstetiske plan, såvel som på det intellektuelle.
Skandaløse Gertrud
Jeg selv forstår mig ikke på den filmiske side af værket, men som kvinde og sociolog er det til gengæld tydeligt for mig, hvorfor Gertrud skabte både forløsning og postyr. I 1964 og 1965 da hun havde premiere, blev der et værre postyr. Skandale faktisk, i Paris, hvor verdenspremieren fandt sted. Selvfølgelig på grund af den udfordrende filmiske stil, som med samtidens ord blev beskrevet som: ”… forfærdelig tung og næsten ulidelig patetisk…”. Hvorved filmen netop formår at skabe præcis den stemning, som Dreyer vist gerne ville efterlade os med i identifikationens tegn. Det så nogle få kritikere ved den første visning, blandt andre Ekstrabladets Bent Grasten, som skrev: ”Langsomheden er ikke realistisk, idet den viser, hvad vi ser. Men den er realistisk, idet den viser, hvad der sker i sindet, i sjælen, i sanserne og følelserne. Derfor er også ”Gertrud” en umættelig spændende film, hvis man straks sætter efter den indre realisme.” Og det er, hvad man kommer til at gøre. Denne Gertrud, der vil kærligheden så ubetinget som et barn, ender med at måtte opgive den helt og aldeles for at kunne holde den intakt. Ingen mand viser sig værdig til at bære hendes forventninger. Hybris er der nogen, der kalder det. Andre kalder det frigørelse.
Amor omnia
Gertrud er så meget kvinde, at hendes overbevisning ”amor omnia” – kærlighed er alt – er, hvad kvinder arketypisk er knyttet til: følelsesuniverset frem for alt. Derfor forlader hun manden i sit liv, da hun tilfældigt finder en lap papir, hvorpå han har skrevet: ”Kvindens kærlighed og mandens arbejde – de to er fjender fra begyndelsen”. Hun insisterer på at være det eneste ene, og ikke blot den eneste ene, for den mand, som hun vier al sin kærlighed. Derfor forlader hun begge sine mænd, for ingen af dem kan leve op til det ideal. Hun bliver selv forladt af den unge fløs, der som den eneste forstår, hvor stor omfanget af hendes kærlighed er, og derfor flygter i rædsel over dens altfortærende kvalitet.
Gertrud år 2010?
Siger denne film så os moderne kvinder noget? Når jeg ser på antallet af skilsmisser, som i langt over halvdelen af tilfældene er initieret af kvinden, når jeg ser på antallet af utro kvinder, der siges at være lidt over halvdelen af alle kvinder i forhold, og når jeg læser kontaktannoncer på diverse websites, så tvivler jeg ikke. Jo, Gertrud siger os noget, for det der er en drøm for hende, er stadig en drøm for hendes efterkommere. Den ene gang efter den anden møder jeg kvinder, som kan fortælle den mest overbevisende succeshistorie om deres professionelle og sociale liv, men som aldrig for alvor oplever, at deres hele liv er en succes, fordi deres historie altid ender på et dirrende … men er jeg elsket?
Det lader til stadig at være en given ting, at først når en kvinde er elsket, har hun opfyldt sit inderste og højeste formål. Det ses bare ikke så tydeligt som tidligere, fordi vi i dag har en anden selvstændig økonomisk frihed at pakke denne længsel efter den altdominerende kærlighed ind i, og derfor ytrer den sig i stigende grad som seriemonogami, der skal holde kærlighedens flamme intakt. Kærlighedens. Ikke kærligheden til et specifikt menneske. Det er med kærligheden, vi har vores forhold, manden er blot og bart et middel. Sådan ser det i hvert fald ud for Gertruds åndeligt beslægtede døtre.
Manden som stadier i kvindens udvikling
Det uhørt moderne dengang, hvor kvinder for alvor krævede deres frigørelse, var, at Gertrud brugte mændene, som stadier i sin egen udvikling. Det må have virket voldsomt provokerende på mændene dengang, hvor kvindens vigtigste opgave i livet var at vælge den helt rigtige f(a)rsørger så familien kunne entre den eftertragtede sociale route mod det acceptable, borgerlige og sikre liv. At det til tider ikke inkluderede kvindens egne behov og hjerte, var af mindre betydning. Til gengæld er der vist aldrig nogen, der har hævet en barberet hage over, at mænd rask væk har benyttet sig af kvinder i lige præcis den rolle: som mandens udviklingskatalysator. Måske fordi manden altid har været det ”første køn”, og dermed det udefinerede køn, mens kvinden altid har været det ”andet køn” og dermed det køn, der skulle defineres i forhold til det mandlige, som jo var udgangspunktet for alt (det rigtige). Men også den position begynder at vakle, og flere og flere mandeforskere materialiserer sig i disse år og kræver, at vi nu begynder at forholde os til mandekønnet for at definere det i en moderne kontekst. Og pyha, for det er vel først, når begge køn har frigjort sig fra snærende sociale og kulturelle former og indhold, at vi alle kan frigøres mod at være menneske først og køn siden.
At vælge mændene helt fra
Når Gertrud ender med at vælge mændene helt fra, viser filmen sig at være ikke bare uhørt provokerende, men også uhørt fremsynet. I dag oplever vi nemlig en stigende andel af enlige kvinder, der bliver insemineret for at få et barn alene, uden alt det bøvl med en far på sidelinjen, som også vil have et ord indført. Et mere og mere udbredt familiemønster er også de par, der vælger en ”living apart together” livsform, hvor de har to hjem, eller de fraskilte kvinder, der vælger aldrig mere at indgå i et forpligtende forhold på familiebasis, men hellere vil leve med en kæreste på sidelinjen.
Den ikke-fremsynede Dreyer
Dreyer var til gengæld ikke fremsynet, når det gælder kvinders karriere. I dag er det nemlig i stigende grad kvinderne, der forfremmes og ikke mindst tager de høje uddannelser. Det er også disse kvinder, som pendler rundt oppe i socialgruppe 1, der har sværest ved at blive gift, fordi mænd traditionelt ikke gifter sig opad, men nedad i det sociale hierarki. Altså står vi nu med en situation, hvor Gertrud ville kunne sige: Mandens kærlighed og kvindens karriere, de to er fjender fra begyndelsen.
Nina Pens Rode som Gertrud og Baard Owe som Erland Jansson, Gertruds unge elsker.
Kvindens natur
På overfladen har kvindens ”natur”, som der bliver talt meget om i datidens debatindlæg om filmen, ikke ændret sig. Hun søger stadig kærligheden som det vigtigste, som det sted, der forløser hendes eksistensberettigelse, og hvor hun oplever, at hun er kommet ”hjem”. Derfor sætningen: … men er jeg elsket? Men under overfladen presser et nyt socialt mønster sig på, hvor kvinder i højere grad søger deres højeste formål udlevet gennem børn og karriere. Hvor manden kan udskiftes under indflydelse af Gertruds forbillede, efterhånden som han ikke lever op til hendes forventninger om et forhold i kærlighed.
Det perfekte kvindeliv
Måske er Gertrud bare en forløber for den kvindetype, der hylder det såkaldt perfekte liv; en idé, der har forfulgt os i alt for mange år. Alle disse cremefarvede-i-tusind-nuancer-hjem udstyrede med bla-bla-bla-køkkener, selvrealiseringskarrierer, økoboller og -bomuld, fræksøde børn og en trofæmand, som der dyrkes lysekronesex med hver lørdag, giver jo basalt set alle kvinder tics og graverende selvværdsforstyrrelser. Men nogle – især velpromoverede kvinder fra den såkaldte ’kreative klasse’ – viser løbende i medierne, hvordan sådan et liv er opnåeligt. Hvordan vi kvinder er endt med at indskrive os i den umulige drøm, er for mig stadig et mysterium, for jeg kan ikke se, hvad godt det kan bringe os? Ingen kan vel være perfekt. Hverken os kvinder – og ej heller de mænd, vi vælger at dele livet med. At jagte det perfekte, er at jagte sin egen konstante og vedvarende ulykke.
Måske derfor bliver Gertrud først lykkelig til sidst, da hun som selvvalgt eremit vælger friheden frem for kærligheden. ”Jeg har lidt meget og jeg har ofte taget fejl – men jeg har elsket” er nogle af hendes sidste ord. Altså må vi konstatere, at først når hun i sikkerhed ligger under sin gravsten med ordene ”Amor Omnia”, kan hun være lykkelig, for så er der ikke længere risiko for, at livet og mændene kan komme i vejen for hendes drøm om den perfekte kærlighed.
Betingelsesløs kærlighed?
Stakkels Gertrud. Og stakkels alle de moderne kvinder, der vælger webergrill, pyntepudebørn og kraftigt visitkort til, og fravælger en dødbesværlig mand, der til tider hellere vil klø sig i skridtet, ræbe højlydt og se fodbold end at give sig hen til kvindens betingelsesløse kærlighed. Den er nemlig ikke betingelsesløs. Ej heller Gertruds kærlighed var betingelsesløs, for hun endte jo med at vælge kærligheden selv, frem for genstanden for den.
Kompromisløse Gertrud
Min barndoms Gertrud levede ikke så kompromisløst som Dreyers Gertrud, om end hun også er endt uden mand. I dag lever hun en enketilværelse, hvor hun jævnligt får besøg af sine døtre og børnebørn. Som lektorens kone og sine børns mor realiserede hun altså en traditionel kvindetilværelse, som startede i den periode, hvor også Dreyers Gertrud er fra. Hendes livsmodel kan de færreste kvinder bruge som forbillede i dag, men Dreyers Gertrud kan vi heller ikke bruge. Dertil er hun for drømmende, urealistisk og enøjet til at kunne tjene som inspirationskilde for et kvindeliv i dag, der rummer så mange flere parametre end blot kærligheden til en mand. Hvor Gertrud skulle have mandens kærlighed til at bekræfte sit livs mening, vil den moderne kvinde kunne forløse sit livsformål ved at svare anderledes på spørgsmålet: … men er jeg elsket?” For den moderne kvinde handler det først og fremmest om at elske sig selv- for både at kunne realisere sig selv og give sit originale bidrag til menneskeheden, men i høj grad også for at kunne elske andre. Heri – og ikke hos manden – ligger den ægte frigørelse fra snærende sociale normer og strukturer. Og måske var det præcis det, Gertrud fandt ud af til sidst.
Af Emilia van Hauen | 03. juli