Næsten hver gang man ser nøjere på en verdensberømt film, står man over for det triste faktum, at filmen ikke foreligger i en acceptabel form. Dette gjaldt også for Dreyers Vampyr. De originale elementer (f.eks. kameranegativ og lydnegativer til de tre originale lydspor på tysk, fransk og engelsk) er gået tabt, efter hvad man kan konstatere ved at spore de eksisterende kopier tilbage til deres kilder. Der findes et antal originale kopier (f.eks. nitratkopier af de tyske og franske versioner trukket i 1932 fra de originale negativer); men årtiers slid og brug har resulteret i, at de er ufuldstændige og stærkt beskadigede. Og værre endnu – de fleste af dem er forsynet med undertekster, helt imod Dreyers koncept – han producerede filmen med tre forskellige originale lydsider netop for at sikre en bred distribution uden behov for undertekster, der kunne forstyrre billedstrømmen. Nye kopier trukket i mellemtiden yder ikke de ekstremt delikate sfumato-billeder og lydsidens con sordino-kvaliteter, indfanget på datidens lydspor med variabel densitet, retfærdighed. Nogle af de eksisterende kopier (nitratkopier eller senere herfra duplikerede sikkerhedskopier) er ’bastarder’, der ikke gengiver én komplet version, men er et miks af to eller tre originalversioner, sat sammen i et desperat forsøg på at ’genskabe’ den komplette film på en eller anden måde ved hjælp af elementer, som i virkeligheden ikke hører sammen. Der synes ikke at være meget tilbage af den engelske version, når undtages den del af den, som blev brugt i den kompilation af samtlige versioner som Raymond Rohauer distribuerede som Vampyr, og som stadig er tilgængelig gennem den organisation, der nu bestyrer hans bo.
Synkronisering af de tre sprog-versioner
Dreyer optog filmen i Frankrig, klippede den og bragte den dernæst til Berlin, hvor den skulle eftersynkroniseres på tysk, fransk og engelsk. Selv om filmen blev optaget som stumfilm, havde han optaget forskellige udgaver af de få dialogscener, hvor skuespillerne talte på tre forskellige sprog, så disse scener kunne blive læbesynkroniserede bagefter. Ud fra hvad vi kan konkludere fra de overlevende originalkopier, var der kun ét originalt billednegativ, som blev fremkaldt og derefter ændret ved først at skære dialogscenerne ud af primærsproget (formodentlig tysk) og så splejse de andre optagelser på, fremkalde igen osv., indtil der forelå et tilstrækkeligt antal kopier i de tre sprog. Denne primitive teknik, der formentlig skyldtes produktionsselskabets ekstreme nød (Dreyer producerede selv, finansieret af hans hovedskuespiller baron Nicolas de Gunzburg), affødte naturligvis problemer, når der skulle trækkes nye kopier. Enhver ændring i billednegativet indebar en risiko for at tabe synkroniteten i ikke blot ét men tre lydnegativer. Det var formentlig også derfor, at Dreyer og hans klipper Paul Falkenberg bestræbte sig på at holde den nødvendige klipning på et minimum: nogle gange, når skuespillernes læber ikke ses, blev den samme optagelse brugt, og ind imellem anvendte man det samme billede til de forskellige lydsider, selv når man kunne se læbebevægelserne. F.eks. er dette tilfældet i den første optagelse, hvor vi ser Allan Grey tale. Han sidder i sin seng og spørger Wer sind Sie? (læbebevægelser), perfekt synkroniseret i den tyske udgave, men siger Qui est vous? i den franske udgave. Yderligere kompromiser måtte indgås, eftersom de forskellige optagelser sandsynligvis ville være forskellige i længde pga. skuespillernes forskellige ageren. Som en konsekvens heraf er der et antal scener, hvor den franske version har nogle få frames med sort, som er sat på for at få en kortere optagelse til at passe til musikken. Paul Falkenberg fortalte mig i starten af 80’erne, hvilket mareridt det var at klippe denne film, ikke blot pga. de forskellige versioner, men også fordi Tobis ikke rådede over særligt raffineret udstyr til lydmixning. De arbejdede med et meget primitivt maskineri, der kunne kombinere to optiske spor, som skulle dække musik, ord og effekter, men det var grundlæggende utilfredsstillende. Dette er forklaringen på det bizarre forhold, at vampyren i alle tre versioner stopper musikken i dansesekvensen med det tyske ord Ruhe! (”Stilhed!”). Det er åbenlyst, at dette udbrud var en integreret del af Wolfgang Zellers musik, og derfor optaget sammen med musikken, og det var den tyske version, der i sidste instans blev brugt, da der skulle vælges.
Den tyske censurs fraklip
Når der skulle foretages mere substantielle ændringer i filmen, kom der endnu flere problemer til, som f.eks. da den tyske censur krævede, at nogle scener skulle klippes ud. Censurkort B31508 fastslår således, at filmen var 2.271 meter lang, da den blev godkendt 2. maj 1932, efter at der var foretaget to fraklip: mordet på vampyren var blevet forkortet med 15 meter (der blev nedlagt forbud mod at vise, hvordan Allan Grey og tjeneren driver pælen ind i vampyrens krop), og doktorens kvælning var blevet forkortet med 39 meter. Hvis man antager, at den tyske censurs forbehold krævede ny mix i hele scenen, eftersom det må have været umuligt at klippe i billederne uden at ødelægge musikken, må konklusionen være, at Dreyer og Falkenberg lavede om på rulle 9 i den tyske version, efter at kopierne til de øvrige sprog allerede var trukket. Dette underbygges af den omstændighed, at de overlevende kopier af den franske version har de scener med, som ikke måtte vises på de tyske lærreder. Men det er umuligt at genindsætte dem i den tyske version, fordi billed- og lydkontinuiteten er forskellig i de to versioner. Det blev derfor besluttet at bevare versionerne, som de foreligger, men at bevare den franske slutning på en separat rulle, så forskellene kan studeres.
Manglende meter?
Ikke desto mindre står der en hel del spørgsmål tilbage angående de overleverede versioner. Hvis vi f.eks. tager den 2.271 meter lange tyske version, hvordan går det så til, at ingen af de eksisterende versioner er bare tilnærmelsesvist så lange, og at selv den længste (sikkerhedskopien af den tyske version fra Gosfilmofond) kun er 2.004 meter? Hvis man sammenligner metertallet på de ni ruller med den dokumenterede rullelængde på censurtidspunktet, så mangler hver eneste rulle mellem 20 og 30 meter, således at der i alt mangler næsten en hel rullelængde. På censurkortet er der dokumenteret dialog mellem Allan og Giselle, som ikke eksisterer på nogen af de overleverede kopier, ligegyldigt i hvilken version. Hvorfor synes filmen så komplet, efter at man har samlet alle scenerne i en maksimal version, som vi nu har gjort? Min personlige mening er, at Dreyer gennemarbejdede filmen konsekvent, efter at han var blevet tvunget til at tage den op til revision for at tilfredsstille censurens krav. Formodentlig blev større brudstykker fra tidligere gennemklipninger bevaret, og det kunne forklare, hvorfor nogle af skiftene i musikken er noget abrupte og optræder samme sted i alle versioner. En anden mulighed er, at hele scener fra alle ruller af den færdige film blev klippet ud, da Dreyer var utilfreds med publikums reaktioner i Berlin. Der eksisterer en artikel i det berlinske brancheblad Filmkurier, der kunne antyde, at en sådan operation har fundet sted så tidligt som efter de første visninger 6. maj 1932.
Løse ender
Hvad angår det materiale, der har overlevet på film, har vi gjort det så godt, vi kunne, indtil yderligere materiale dukker op, hvilket ikke synes sandsynligt i betragtning af det enorme arbejde, som de store filmarkiver har lagt i research og restaurering af netop denne film i de seneste årtier. De filologiske implikationer af konceptet om en original version af Vampyr burde ikke desto mindre underkastes yderligere undersøgelser. Måske er det muligt at finde ud af, hvad der indgik i den første ’originale’ version af filmen, og hvad der senere er blevet klippet ud. Dreyers håndskrevne manuskript til filmen findes opbevaret i Det Danske Filminstituts Dreyersamling, og det er væsensforskelligt fra den version, som blev publiceret for nogle år siden, og som mere ligner den færdige film, som vi kender den. Det kunne også være, at man kunne finde dokumenter i boet efter nogle af de involverede parter (hvor f.eks. er Wolfgang Zellers musik henne?), som kunne være med til at besvare nogle af de spørgsmål, som vi ikke engang har stillet endnu.
Trykt i FILM #07 (DFI) / Februar 2000.
Af Martin Koerber | 12. januar