Weekendens billetsalg uge 12

BILLETSALG. Familiefilmen ’Mission: Bæver’ var mest sete film i en stille weekend i biograferne.

Først bør vi lige kippe med kasketten for den første Oscar til en dansk dokumentarfilm nogensinde. ’Mr. Nobody Against Putin’ blev set af 6.575 i biografen ved premieren sidste år, mens den på tv indtil nu er set af 588.000.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Om Oscar-uddelingen har holdt publikum hjemme i weekenden er tvivlsomt. Det er derimod helt normalt, at aktiviteten falder i ugerne efter vinterferien, hvor mange allerede har været meget i biografen. Samtidig begynder foråret så småt at trække mod udendørs aktiviteter. I år er ingen undtagelse, og selv om vejret ikke var udpræget forårsagtigt, blev weekenden årets hidtil svageste målt på billetsalg. Niveauet var dog stadig højere end samme weekend sidste år, og markedet ligger samlet 9 % over målt på billetsalg.

Weekenden bød på premiere på seks nye film – reelt fem, idet ’Kill Bill: The Whole Bloody Affair’ er en repremiere af de to ’Kill Bill’-film samlet i én version med tilføjede scener. Men det var ikke de nye film, der trak flest gæster. Først på femte- og sjettepladsen finder man de nye premierefilm: den norske animationsfilm ’Bakkekøbing – Fuld gas’ og filmatiseringen af Colleen Hoovers bog ’Minder om ham’, som begge blev set af knap 4.000 i weekenden.

Mest sete film var familiefilmen ’Mission: Bæver’ (Disney/Pixar), der solgte 17.100 billetter og dermed steg en smule fra premiereweekenden. Det er flot for en film, der hverken er en del af Biografklub Danmark eller har haft premiere i en ferieperiode.

Dernæst følger danske ’Klassefesten 4 – Venner for livet’, der fortsat trækker høje billetsalgstal og var weekendens næstmest sete film trods seks uger i biograferne. Samlet har mere end 426.000 set filmen om de tre gamle venner.

En anden film, der har haft meget Oscar-buzz, er ’Marty Supreme’ med Timothée Chalamet i hovedrollen. Han var blandt favoritterne til at vinde en Oscar, men måtte – i modsætning til det danske dokumentarhold – se sig forbigået. Filmen er dog blevet den største succes for producenten A24 til dato. I Danmark er ’Marty Supreme’ fortsat blandt de mest sete film og nærmer sig 150.000 solgte billetter i alt.

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.