"Lotte Svendsen spillefilmdebuterede i efteråret, og det var for så vidt på høje tid, for hun har jo været et meget synligt talent i dansk film i de sidste fem år. Talentet – og tematikken – har været originalt udfoldet siden afgangsfilmen Harmony i 1995. Det var en frigørelseshistorie, der kastede et ubønhørligt blik på arbejderklassens honette ambitioner, på en verden af mågestel og Lykkehjulet. Der blev stillet skarpt på de barokke elementer, men der var også varme i portrætterne.
Siden fulgte kortfilmen Café Hector, en ondskabsfuld snobberi-satire, og tv-novellefilmen Mors dag. I 1997 kom så novellefilmen Royal Blues, der lagde et lodret snit ned gennem det danske klassesamfund fra de kongelige og overklassen over det ligusterfascistiske borgerskab og den småborgerlige arbejderklasse og helt ned i bunden til invalidepensionisten. Historien gik i zigzag-kurs op og ned ad rangstigen, oplevet via pigen med hunden, en troskyldig rejsende i et karikeret dagens Danmark, hvor klasserne er så evidente som nogensinde.
Det er dette sociale overblik, den bittersøde menneskekundskab og fortællingens elegance, der gør Royal Blues til et højdepunkt i den nye danske film. Nu kom så en ‘rigtig’ spillefilm, Bornholms stemme. Den fokuserer på øens krisestund i 1981, hvor fiskerikvoterne pludselig nedsættes drastisk og den bratte økonomiske, sociale og snart også personlige deroute rammer de helt uforberedte fiskere og deres familie. Jf. Filminstituttets engelske titel til filmen: Gone With The Fish! Det er da markedsføring, der vil noget.
Genren er regional folkekomedie med indslag af indigneret samfundssatire og skæbnetungt melodrama, der ikke skyer de store følelser og lidt storm fra nordvest. Og så har Lotte Svendsen evnen til at skabe rørende og excentriske skikkelser samt en vidunderlig sans for udtrykskraften i et kakkelbord eller en kamin, der kan tændes og slukkes på væggen.
Med Bornholms stemme har Lotte Svendsen for alvor sat Bornholm på filmens verdenskortet. Men lad os i denne stund også mindes forgængerne: I 1959 var Far til fire en ikke videre vellykket tur på Bornholm, - det var i 7’eren; og Pelle Erobreren (1987), hvormed Bille erobrede Oscar’en, udspillede sig som bekendt også her i det bornholmske. Men det er måske mindre kendt, at øen faktisk også havde besøg af – Carl Th. Dreyer. Han var her i 1945, straks efter russernes bombardement; han boede på Dams hotel i Rønne og lavede research til en dokumentarfilm om Rønne og Nexøs genopbygning; af forskellige grunde blev den først realiseret i 1954 med Poul Bang som instruktør efter Dreyers manuskript. Men altså: Dreyer Was Here! Og han nåede, så vidt jeg ved, også færgen tilbage.
Nicolas Winding Refn – også kendt som Jang – blev katapultet ind i filmberømmelsen med sin debutfilm Pusher i 1996. I Pusher blev Vesterbros sølle og trivielle narkomiljø sendt gennem den postmoderne krimis maskineri og kom ud som et spændende eksistentielt univers. Et par år før havde Refn lavet en semi-dokumentarisk kortfilm, vist på Tv Stop; den rummede kimen til Pusher. Og da der viste sig mulighed for at starte spillefilmen, valgte Refn at droppe Filmskolen, som han ellers lige var blevet optaget på, for at gå direkte til filmen. Nu laver en 26-årig nybegynder selvfølgelig ikke en succesrig og opsigtvækkende debutfilm ustraffet. Det siger sig selv. Det skulle jo nødig gå hen og danne skole. Og der gik da også nogle år, før Refn kunne få lov at lave sin film nr. to.
Bleeder, der kom sidste år som anden del af den planlagte trilogi om den københavnske underverden, fortæller historier fra et dystert Nørrebro: Den desperate og gådefulde Leo kan ikke overskue situationen, da hans fortrykte kæreste bliver gravid; men mens denne historie styrer mod tragedien og ender i en eksplosion af grusomhed og vold, markerer parallelhistorien med den nørdede videoudlejers forsigtige og tilnærmelsesvise kontakt med en lige så ensom grillbar-ekspedient (Liv Corfixen) filmens eneste strejf af håb.
Refn har modtaget impulser ikke bare fra Tarantino, Scorsese, Kubrick og Sergio Leone, men også fra kultfilm som Tobe Hoopers Motorsavsmassakren og Ruggero Deodatos Kannibalmassakren. Nu er der jo, indtil for nylig, ikke så mange massakrer i dansk film – jo, der er modtagelsen af Poul Henningsens Danmarksfilm og måske visse fejder i nyere filmpolitik, hvor det ifølge øjenvidner er gået heftigt til.
Så i den obligatoriske sammenligning mellem Dreyer og unge Refn kan det måske umiddelbart synes sparsomt med lighedspunkter, selv om vi ikke skal glemme, at Dreyer faktisk bød på vampyrer og heksejægere, tortur og dødskørsel samt – i Ordet – et vist islæt af zombie-stemning til slut. Men den egentlige forbindelse ligger i attituden. Dreyers ensomme status som distanceret enspænder i dansk film er almindelig kendt. Men faktisk markerer Jang sig med sine to film også som en nok så konsekvent individualist af samme støbning. Hans film står i påfaldende kontrast til dansk films traditioner for afdæmpet humanistisk omsorg og godmodigt lune. Pusher og Bleeder er hårde historier af usædvanlig billedkraft, fremført med lidenskab og voldsomhed.
Og jeg forestiller mig, at gamle Dreyer fra sin himmel sender hilsner til Bornholms genopbygning og til Vredens Dag på Nørrebro."
Af Peter Schepelern | 21. marts