For nylig stødte jeg på otte postkort skrevet af Carl Th. Dreyer i 1944. Alle afsendt fra Sverige, hvor Dreyer boede på det tidspunkt, hjem til familien på Dalgas Boulevard på Frederiksberg. Den ene halvdel er adresseret til hustruen Ebba, mens den anden halvdel er til en vis frøken Puk Dreyer. Familien Dreyer bestod af Carl Th. og Ebba, samt sønnen Erik og datteren Gunni. Og så åbenbart et femte og mere uofficielt medlem, nemlig hunden Puk.
Fra Paris til København
Efter at have boet en årrække i Frankrig vendte familien Dreyer hjem til Danmark i 1934. Dreyer havde frem til da arbejdet med film i knap to årtier, næsten uden pauser, og familiens levestandard var relativt høj i hele perioden. I den første tid efter hjemkomsten boede familien i en flot villa-lejlighed i Charlottenlund, men måtte efter et par år flytte til det mere beskedne nybyggede ejendomskompleks på Dalgas Boulevard nr. 81. Kaster man et blik i telefonbøger fra den tid ses det, at ejendommen primært var beboet af almindelige middelklasseborgere med beskæftigelse som bogholder, stationsforstander, massøse og postmester.
Carl Th.Dreyer, årstal ukendt Portrætfotografi: H. & H. Jacobsen. Det Danske Filminstitut.
Tilbage på dansk jord havde Dreyer svært ved at fortsætte karrieren i den danske filmbranche, der i endnu højere grad end tidligere satsede på syngespil og folkekomedier. I telefonbogen fra 1938 ses et eksempel på den krise, Dreyer befandt sig i. Her frasiger han sig titlen som filminstruktør og indskriver sig i stedet som journalist. For at forsørge familien arbejdede han på dagbladet B.T, men blev kun betroet mindre betydelige opgaver såsom reportager fra Københavns Byret. Økonomien var presset, og selv den relativt beskedne husleje måtte Dreyer flere gange bede om udsættelse af 1.
Dette var dog langt fra det værste. Datteren Gunni, som var i midten af 20’erne, led af svær psykisk sygdom. Det startede allerede, mens familien endnu befandt sig i Frankrig, men tog voldsomt til i styrke de efterfølgende år. Sønnen Erik gik stadig i skole, men de skiftende adresser har sikkert gjort det svært for ham at knytte bånd og få tætte relationer. Det er nærliggende at tro, at der i denne turbulente tid med små og store katastrofer har været hårdt brug for at lukke lidt positiv energi ind i den beskedne 3-værelses lejlighed. Det er derfor næppe tilfældigt, at lille Puk kommer til familien på netop dette tidspunkt.
Hundeluftning i Lindevangsparken – mulige møder
Puk var en terrier af den engelske Airedale-race. En race, der beskrives som venlig, beskyttende og frem for alt fuld af energi. Det er ganske givet, at Puk skulle luftes adskillige gange dagligt. Her var familien Dreyer godt placeret, idet Lindevangsparken, som blev anlagt nogle år forinden, lå lige over for ejendommen. Lindevangsparken befinder sig i hjertet af det ydre Frederiksberg mellem Dalgas Boulevard og Finsensvej og strækker sig helt ned mod Peter Bangs Vej. En gåtur med Puk i den forholdsvis anonyme park kan have været et frivilligt eller ufrivilligt mødested for filmkunstens verdensstjerner og andre historiske personer.
Lindevangsparken. Ejendommen, hvor familien Dreyer boede, ses i baggrunden.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, årstal ukendt.
Det er sandsynligt, at Dreyer og Puk ved flere lejligheder har passeret filminstruktøren Benjamin Christensen, som efter sin succes med stumfilmen ’Heksen’ (1922) havde arbejdet først i Tyskland og senere i Hollywood, blandt andet for MGM. I 1935 var Christensen vendt tilbage til Danmark og havde i tiden derefter bosat sig skråt over for Dreyer på den anden side af Lindevangsparken.
Andre gange slentrede Dreyer og Puk måske forbi en anden notabilitet, nemlig den verdensberømte skuespillerinde Asta Nielsen. Også hun havde en stor international karriere bag sig og boede nu i en lejlighed på Peter Bangs Vej, blot et stenkast fra Lindevangsparken. Hvis sådanne ”møder” har fundet sted, blev der sikkert hverken udvekslet blikke eller ord. Dreyer og Asta Nielsens anstrengte forhold til hinanden startede formentlig, da Dreyer som ung journalist på Ekstra Bladet beskrev Nielsen i de mest nedladende gloser i en artikel. Og noget tyder på, at tiden ikke havde helet såret. Asta Nielsen beskrev nemlig mange år senere, i et brev til en ven, Dreyer således: ”… han var enormt overvurderet, hans films var sygelige, som også Bergmans” 2.
Helt utænkeligt er det heller ikke, at Dreyer i selskab med Puk har sendt et høfligt nik til ægteparret Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen, som nogle år senere skulle forlade verden på grusomste vis i Danmarks vel nok mest gådefulde og sagnomspundne kriminalsag; Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.
Hunden skal ud!
I 1942 fik Dreyer igen mulighed for at lave en spillefilm, og indspilningen af ’Vredens Dag’ gik i gang i april 1943. Kort efter modtog Dreyer et brev, som må have gjort ham vældig oprørt. Brevet kom fra overretssagfører C.J.F. Sven, der administrerede ejendommen på Dalgas Boulevard, som Dreyer boede i. Her lader han Dreyer vide, at det ikke er tilladt at holde hund, og at: ”de nu må fjerne hunden fra ejendommen” 3. Dagen efter skriver Dreyer tilbage via sin sagfører og gør opmærksom på, at det er anden gang, at problematikken tages op.
En rigtig familiehund som måtte stå model til lidt af hvert. Her er Puk iført solbriller i hjemmet på Dalgas Boulevard. Foto: Dreyers private fotosamling / Det Danske Filminstitut, årstal ukendt.
Første gang var lige efter anskaffelsen af Puk, hvor der blev truet med, at hvis ikke hunden blev afskaffet, ville familien blive sagt op. Dreyer havde dengang svaret, at han i så fald ville afvente opsigelsen, som da aldrig kom 4. Herfra foretages der umiddelbart ikke yderligere, men et halvt år senere pustes der igen kortvarigt til ilden. Dreyer anmoder om, at få sin lejlighed istandsat, som tidligere var blevet ham lovet. Men da dette nævnes for ejendommens administrator: ”slog han det hen og begyndte igen at tale om hunden” 5. Trods de mange trusler og formaninger lader det til, at hunde-sagen endegyldigt fik lov at ligge.
Hilsner fra Sverige
Efter premieren på ’Vredens Dag’ drog Dreyer til Sverige under påskud af at skulle sælge filmen til det svenske publikum. Dreyer rejste alene, mens resten af familien blev tilbage. Ebba forsøgte at få udrejsetilladelse, så hun kunne bosætte sig i nabolandet med sin mand, men dette blev hende nægtet i første omgang 6. Fra sine skiftende adresser i Sverige skrev Dreyer ofte hjem til familien på Frederiksberg. Der er mest tale om små, søde hilsner til Ebba, hvor Dreyer typisk beskriver en kirke eller en by og afslutter med et: ”kys”.
I denne bygning, på Birger Jarlsgatan i Stockholm, lå Hotel Castello, hvor Dreyer boede i over et år under produktionen af filmen 'Två människor' i 1944. Foto: Daniel Bødker Sørensen, 2023.
I brevene adresseret til Puk mærkes dog straks en større inderlighed i tonen. Her bruger Dreyer gerne et utal af kærlige vendinger, noget som man skal søge langt tilbage i korrespondancen med Ebba for at finde, og selv her svinger Dreyer sig sjældent op til mere end: ”du er så sød” 7. I brevene til Puk skorter det imidlertid ikke på hengivenhed: ”Kære lille Puk. Jeg hører, at du længes efter mig. Jeg længes også efter dig… Din Carl Th.”. Dette er store ord fra den alvorsmand, Dreyer mestendels er.
Udvalg af postkort, som Dreyer sendte hjem til sin hund. Forfatterens private samling.
I foråret 1944 skriver Dreyer atter hjem til Puk og sender her et postkort, med tre hunde, som nysgerrigt kigger i samme retning: ”Kære Puk. De tre små nisser sidder og ser på et billede af min dejlige hund, der i glas og ramme står på mit bord. Kan du hilse din mor og din far, klap og kærtegn fra din anden far”. Denne far, som Dreyer refererer til, er utvivlsomt sønnen Erik, som efter at have været hjemmefra i nogle år igen er vendt tilbage til lejligheden på Dalgas Boulevard.
Svære tider
Nok er tonen i Dreyers små hilsner til familien præget af munterhed og lune, men det var samtidig den måske mørkeste tid i familiens liv. Den 29. juli 1944 sender han et postkort hjem til Puk, som også indeholder en kærlig hilsen til Ebba: ”Kys mor fra mig”. Denne dag var imidlertid også dagen, hvor datteren Gunni blev bragt til Sindssygehospitalet Oringe i Vordingborg. Her forblev hun indlagt i en årrække. Indlæggelsen på Oringe skete på direkte opfordring fra Ebba, som ikke længere var tryg ved at have datteren i hjemmet. I en lægeerklæring beskrives flere voldsomme episoder mellem mor og datter 8. Det må formodes, at sønnen Erik er flyttet tilbage til lejligheden i tiden op til indlæggelsen netop for at hjælpe i disse svære situationer.
Dreyer og filmholdet under indspilningen af 'Två människor' i 1944. Foto: Det Danske Filminstitut.
Fra hotellet i Stockholm kunne Dreyer ikke gøre andet end at fortsætte det arbejde, som han var i gang med: melodramaet ’Två människor’ for Svensk Filmindustri. Filmen floppede fælt ved billetlugerne i 1945, og ordet ”mislykket” blev flittigt brugt af en enig anmelderstab. Forlægget – Willy Oskar Somins teaterstykke ’Attentat’ – bragte Dreyer ellers selv til bordet, og eksperimentet med to mennesker alene i en lejlighed, hvorfra handlingen udfolder sig, var i høj grad et tema, som lå Dreyer på sinde.
En kærkommen opmuntring i en svær tid. Henholdsvis Ebba og Gunni i selskab med Puk. Foto: Dreyers private fotosamling / Det Danske Filminstitut, årstal ukendt.
I midten af august 1944 lykkedes det endelig Ebba at komme afsted til Sverige. Her blev hun genforenet med sin mand og efterlod dermed Puk sammen med Erik i lejligheden på Frederiksberg. Efter krigens afslutning vendte Hr. og Fru Dreyer tilbage til Danmark. I et interview beskriver Dreyer, hvordan han fløjtede efter Puk, allerede mens han endnu befandt sig nede på gaden, og at hunden var helt ude af sig selv af glæde og begejstring 9.
Menneskets bedste ven
I de efterfølgende år var Dreyer ofte bortrejst og opholdt sig i lange perioder både i Israel og USA, hvor han arbejdede på sin Jesus-film. Særligt turen til New York i 1949 var af længere varighed. Puk har på dette tidspunkt været omkring 10-11 år gammel, og hunde af den race bliver sjældent meget ældre. Det er derfor med stor sandsynlighed denne rejse, som Dreyer refererer til, i et brev skrevet til en bekendt en del år senere: ”Jeg var i New York da vores hund (en airdale) døde. Jeg modtog min kones brev med den triste nyhed på gaden foran hotellet, og jeg græd som et barn” (Oversat fra engelsk) 10.
Puk levede dog i høj grad videre som et minde i hjemmet i form af et stort indrammet foto placeret centralt i stuen. Et foto som var to-tre gange større end dem af Gunni og Erik, som derudover også var henvist til en mere ydmyg plads på en hylde neden for billedet af Puk.
Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Dette nævnes ofte mest som en banal kliché, men i Dreyers tilfælde er det muligvis meget tæt på sandheden.
Noter
1. Brev fra Dreyers sagfører til overretssagfører C.J.F. Sven (12. juni 1942).
2. Brev fra Asta Nielsen til Christian Theede, kort efter Dreyers død (30. marts 1968).
3. Brev fra overretssagfører C.J.F. Sven til Dreyer (14. april 1943).
4. Brev fra Dreyers sagfører til overretssagfører C.J.F. Sven (15. april 1943).
5. Brev fra Dreyer til sin sagfører Max Rothenborg (15. september 1943).
6. Brev fra Rigspolitichefen til Ebba Dreyer (8. juli 1944).
7. Postkort fra Dreyer til Ebba (18. oktober 1910).
8. Gunni Dreyers sygejournal, Rigsarkivet.
9. Dreyer interviewet af Dale Drum (1967). Trykt i My only great passion (Jean Drum og Dale D. Drum, 2000), side 202.
10. Brev til George Freedley (25. februar 1960).
Kilder
My only great passion (Jean Drum og Dale D. Drum, 2000).
Rigsarkivet.
Dreyer-samlingen (Det Danske Filminstitut).
Benjamin Christensen (John Ernst, 1967).
Asta Nielsen Breve 1911-1971 (Udvalgt af Ib Monty, 1998).
KTAS-telefonbøger (Post & Tele Museum Danmark).
Forfatterens private arkiv.
Tak til
Det Danske Filminstitut.
Lisbeth Richter Larsen.
Birgit Granhøj Dam.
Henrik Fuglsang.
Tine Therese Bødker Sørensen.
Fyens Frimærke Service.
Det Kongelige Bibliotek.